Læs dagbog

Jeg skrev det her i går aftes…

Kære dagbog

Som så mange gange før sidder jeg her selvom jeg burde gå i seng. Men i aften er jeg simpelthen så enormt træt, at jeg ved det ikke varer længe inden jeg skal se dyner!!

Det har været en laaaaang og anstrengende dag synes jeg. Jeg skulle af sted til arbejde kl. 7.30, men jeg vågnede så sent, at jeg ikke engang kunne nå at gå i bad. Jeg måtte bare sætte håret i en klemme og håbe, at det ikke så alt for fedtet ud.

Nå men af sted på arbejde, hvor jeg så fik fri kl. 12.30 og derfra skulle jeg til gruppe. Sidste gang inden sommerferien. Det gik fint. Jeg fik snakket lidt om hvad der foregår – hvordan jeg har konstante svingninger i mit stemningsleje som er svære at leve med. Men ellers gik dagens gruppe nu mest med smil, grin og pjat. Og det er jo også meget hyggeligt.

Efter gruppe havde jeg to timer som skulle ”spildes”. Jeg skulle nemlig til psykolog senere, men det kunne ikke betale sig at tage bussen hjem først – for jeg ville nærmest bare skulle ud af døren igen med det samme. Så jeg blev inde i byen. Kiggede butikker. Satte mig inde på Baresso med en IceBlend og skrev lidt sms’er og gjorde mig nogle tanker om hvad jeg skulle snakke om med psykologen.

Nå men jeg kom så ud til psykologen – og det er derfor jeg nu vælger at skrive dagbog frem for bare at gå i seng. Jeg vil gerne lige – for min egen skyld – skrive lidt ned om dagens terapi.

Jeg fortalte at mit humør har nogle voldsomme udsving og at det gør mig rigtig bange. Jeg bliver simpelthen så bange når det står på. Bange for at tristheden aldrig forsvinder igen. Bange for at tårerne aldrig stopper. Vi har snakket om det mange gange før – men jeg har åbenbart brug for at høre det igen og igen. Jeg går for nemt i panik, når jeg har en dårlig dag. Får tunnelsyn og ser kun det sorte. Jeg ved det godt, men det sker på helt pr. automatik. Jeg kan slet ikke lade være.

Vi fik snakket lidt om, at der nok er visse ting jeg ikke skal snakke med min bostøtte om – ting som hun simpelthen ikke er rustet til at tale med mig om. Hun er jo ikke psykolog – og det er altså tydeligt. Så jeg skal ha’ sagt det på en eller anden måde… Det bliver ikke nemt. Men det er nødvendigt! I mandags blev jeg simpelthen så ked fordi vi snakkede om nogle ting, som hun ikke var dygtig nok til at snakke med mig om…

Psykologen og jeg har snakket lidt om mig og min kamp med mad og vægt på det sidste… Jeg synes det er sindssygt svært og grænseoverskridende. Jeg er så vildt og utroligt flov – jeg kan simpelthen ikke li’ det. Og jeg kan slet ikke kigge ham i øjnene når vi snakker om det. Og jeg græder i stride strømme.

Græd også meget i dag. Men jeg håber det var tårerne værd. Jeg fik taget en lille smule hul på nogle af de ting der måske er med til at gøre hele spørgsmålet omkring mad så svært for mig… Det er virkelig svært at tale om… Men jeg ved godt at det er nødvendigt, hvis jeg nogensinde skal opnå det jeg ønsker.

Der ligger en masse ting skjult som medvirker til mit problem med mad og vægt… der er ikke én enkelt årsag som kan få hele skylden… det er komplekst og derfor svært for mig at gøre ”noget” ved… Der er utroligt meget angst forbundet med det. Og nogle ”koblinger” som jeg har haft i mange år, som gør at jeg igen og igen spænder ben for mig selv i forhold til vægten.

*dyb indånding*

Bare det at skulle skrive det er svært.

Jeg tænker bare på at noget der kan være medvirkende til at det er så svært for mig – det er at min vægt og fedme faktisk er en form for beskyttelse… Jo federe jeg er, jo mere sikker er jeg på, at jeg IKKE får noget som helst opmærksomhed fra mænd. Jo mere sikker er jeg på, at jeg aldrig igen kommer i en situation som den jeg en gang var i.

Og nej – det giver på ingen måde mening. For det er jo ikke sådan, at jeg på nogen som helst måde går rundt og tror, at hvis jeg bare vejede en hel masse mindre, så ville mænd sværme om mig. SLET, SLET IKKE! Det er altså ikke det jeg tror. Men det er vel netop det der gør det hele til irrationel frygt… det giver ikke mening lige meget hvordan jeg vender og drejer det. Og det til trods – ja, så agerer jeg alligevel fuldstændig efter det.

Jeg fik ikke sat så mange ord på det overfor psykologen, men jeg håber, at han nogenlunde forstod mig… Lige nu tænker jeg, at jeg vil skrive en mail til ham en af dagene og forsøge at forklare mig lidt bedre – især fordi det er noget der er så svært for mig at sige højt… jeg kan slet ikke få ordene ud… jeg låser helt fast og sidder bare og græder og ryster på hovedet.

Men ja… hvis jeg kunne skille tingene lidt ad, så ville det måske løsne en lille smule op for nogle ting. Hvis jeg ikke forbandt min fedme med ”safety”… eller omvendt… hvis jeg ikke forbandt det at tabe mig med at være en øget risiko for at blive voldtaget igen… puuuuuuuuuuuuuuhaaaa.

Og også hvis jeg kunne tabe mig – og holde ”fast” i udviklingen når jeg når de der 6-8-10 kilo hvor folk begynder at kunne se det og begynder at kommentere det… de der positive kommentarer – de har en mystisk virkning på mig… jeg higer efter dem og bliver umiddelbart glad, men på en eller anden måde trigger det også noget angst i mig… præstationsangst? Nej, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det…

Og ja – man kan selvfølgelig spørge: ”hvorfor stiller du dig ikke bare tilfreds med at være fed?” Men det er jo netop det – jeg kan ikke være tilfreds med at være fed. Altså, det er ikke sådan at jeg ønsker at være åleslank, men jeg drømmer da om at kunne købe tøj i almindelige størrelser.

Og den allerstørste og vigtigste årsag til at jeg VIL tabe mig – ja, det er jo fordi jeg gerne vil være gravid. Og jeg skal tabe 15 kilo før jeg kan komme i behandling. Så man kan sige at hvis jeg skal have min største drøm til at gå i opfyldelse – ja, så skal jeg altså se min frygt i øjnene og smide de 15 kilo…

I mit hoved – der er det paradoksalt… jeg æder for at beskytte mig selv – og for hver eneste mundfuld skubber jeg samtidig muligheden for at opnå min største drøm længere væk.

Der er selvfølgelig andre elementer i det her… vaner, dovenskab, manglende viljestyrke… og sikkert en masse andet også. Men ja – jeg synes sgu bare at det er enormt svært.

Og det er voldsomt svært at snakke/skrive ærligt om det. Der er enormt meget smerte forbundet med det. Skam og flovhed. Jeg skammer mig virkelig rigtig meget… Skammer mig over i det hele taget at være fed. Skammer mig over den måde jeg kommer med ”undskyldninger”. Skammer mig over min dovenskab. Skammer mig når jeg skal snakke om det – eller bare skrive om det. Skammer mig når jeg ikke kan finde noget tøj. Skammer mig bare.

---

Nå, nu har jeg mistet fokus og koncentration, så nu går jeg i seng. Der var ellers flere ting jeg ville ha’ skrevet ned – men jeg kan ikke huske det nu… øv.

Leely