Læs dagbog

Kære dagbog

Klokken er 4.30 om morgenen... det er faktisk helt lyst udenfor... månelyset rammer vinduerne her i stuen... Fuglene synger (larmer!).

Jeg har vendt op og ned på dag og nat. Det gør jeg tit. Dårlig vane.

Det er nu søndag morgen - jeg har været buret inde i min lejlighed en uge. Godt? Skidt? Jeg ved det ikke. Men det har været det eneste jeg kunne. Tænker så småt på at bevæge mig ud i verden igen... Som jeg har det lige nu tror jeg nok, at jeg skal komme på arbejde på tirsdag. Har ikke den samme paniske følelse indeni, når jeg tænker på det, som jeg havde tidligere på ugen. Selvom isolation er noget skidt - så har jeg nok haft brug for det i denne uge.

Selvom jeg har vendt rundt på dag og nat - så går det faktisk lidt fremad med søvnmønsteret. Forstået på den måde, at jeg ikke sover 14-18 timer i døgnet mere... det gjorde jeg de første par døgn i denne uge. Tror jeg endelig har fået sovet ud - og ja - jeg kan altså ikke fungere ret mange dage/uger ad gangen, hvis jeg ikke får passet min søvn nogenlunde.

------

Tænker meget i disse dage...

Mon alkohol har bidraget til, at jeg har haft brug for så mange dage for mig selv? Jeg fik et par glas sidste fredag - og et par glas søndag... Slet ikke noget med at være fuld eller noget. Men jeg har før haft mistanke om, at bare et enkelt glas vin kan gøre mig ustabil i de følgende dage... der er noget der tyder på, at jeg har ret i min mistanke. Det er bare mærkeligt synes jeg - altså - hvordan i alverden kan det passe? Det giver sgu da ikke mening at så begrænsede mængder alkohol kan påvirke mig så meget... Jeg burde jo bare tage beslutningen - og sige at jeg aldrig mere kan/må drikke alkohol. Eftersom jeg ikke drikker mere end omkring 10-20 genstande om året, så er det jo ikke det store tab. Men det er bare træls. Og svært at acceptere at jeg ikke kan drikke et glas rødvin til maden, når jeg er i byen eller har gæster... Jeg gider ikke at blive "begrænset" på den måde. Jeg vil bare ha' lov at være normal. Gider ikke acceptere at min sygdom også skal tage det fra mig. Dumme sygdom.

------

Flere tanker...

"Projekt baby". Jeg drømmer stadig om at drømmen en dag bliver virkelighed. Selvom det er lidt svært at tro på. Jeg skal jo tabe mig - men vægten den stiger og stiger tværtimod. Det er helt ude af kontrol. Jeg forstår det ikke. Forstår ikke mig selv.

Synes også det er træls, at det lige netop er min vægt, der skal stå i vejen for min drøm... Jeg forstår virkelig godt begrundelserne - hvorfor klinikken har den regel osv. Jeg forstår det godt. Men alligevel føles det bare uretfærdigt... for jeg kan ikke "bare" smide de kilo. Jeg har virkelig prøvet.

Derfor - ja - derfor har drømmen været sat lidt på standby de sidste måneder. Jeg har fokuseret på andre ting. Sat tankerne om at få barn lidt i baggrunden. Eller i hvert fald forsøgt. Men det er ikke nemt. Mine drømme handler tit om børn... graviditet... babytøj. Alt sådan noget. Og jeg kan ikke være inden for en radius af 100 meter af en barnevogn uden at få øje på den. Jeg ser virkelig barnevogne og gravide kvinder overalt.

Min veninde har født for en måneds tid siden... min kollega som jeg deler kontor med er gravid... min niece er snart to år og bare en dejlig pige... Jeg bliver konstant mindet om det.

I nat har jeg siddet og kigget på hjemmesider til nogle private fertilitetsklinikker. Kigget lidt på priser også. Det kommer selvfølgelig an på hvor mange forsøg der skal til - men ellers så er det ikke dyrere end man nok kunne få det til at hænge sammen... Kunne måske nok få råd til nogle forsøg. Men måske kan man også få sin henvisning med - det er jeg lidt i tvivl om.

Jeg har fundet 4 steder her i byen som tilbyder behandlingen... Og jeg har sendt en mail til dem alle 4 og spurgt om de har samme regler hvad angår vægt. Puha... det er spændende... Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har gjort det noget før... måske fordi jeg frygter svaret - og dermed frygter at det som måske kunne være en "nødudvej" ikke eksisterer.

Men nu har jeg skrevet. Så må jeg se hvad de svarer. Det er næsten ikke til at klare uvisheden...

Åh altså... mon drømmen nogensinde bliver virkelighed???

------

Andre tanker...

Sygdom. Lige nu og her - ja, der tror jeg ikke at depressionen er ved at bryde ud i lys lue igen. Det er jeg jo ellers bange for rigtig tit. Men altså - hvis den var tilbage - så havde jeg haft det rigtig skidt nu... nu hvor jeg har været alene så mange dage - nu hvor jeg har vendt så meget rundt på dag og nat.

Ja, jeg er trist af og til. Og har da også nemt ved at tænde for sprinklerne... men nej... det er ikke på samme måde.

Jeg er nødt til at holde op med at lade frygten for, at sygdommen forværres igen styre mig. For det gør jeg faktisk... Jeg lader frygten kontrollere mig. Jeg bliver ked og depri, fordi jeg er bange for at blive syg - ikke fordi jeg er det. Tror jeg nok.

Det er svært at forklare - og jeg forstår det heller ikke helt selv. Men jeg har bare en mistanke om, at det ofte er det der sker for tiden..

Mon der er nogen der forstår hvad jeg mener?

Tænker på hvordan jeg kan blive bedre til at acceptere mit liv... acceptere tingenes tilstand.

Jeg har nok stadig en form for forventning om, at jeg en dag bliver helt rask og kommer til at fungere normalt. "For det skal jeg jo". Men det er sgu nok ikke realistisk. Jeg havde jo nok heller ikke fået fleksjob med 66% tilskud, hvis det var realistisk.

Kommunen forventer altså ikke at jeg fungerer bedre end 33% af "normale" mennesker... Det har de ligesom accepteret og derfor tilbudt at betale det høje tilskud.

Men hvordan accepterer jeg det selv? Hvordan lærer jeg - sådan helt inderst inde - at det er ok, at tingene er sådan? At jeg har "fortjent" den hjælp, jeg får? Det er altså svært... Føler mig som en "bedrager" eller "snylter".

Ville ønske at min familie kunne sige noget til mig... sige at det er godt at jeg har fået fleksjobgodkendelse. Sige at jeg har fortjent det. At det er ok. Men de siger ingenting. Og det er svært ikke at tolke det som om de derfor mener, at jeg bare er doven og har snydt mig til det... Hvorfor kan de ikke bekræfte mig lidt i, at det er det rigtige for mig?

Det er vist for meget forlangt.

------

Tid til andre tanker... får nemlig tårer i øjnene af det emne.

Nej, ikke flere tanker nu.

Leely