Læs dagbog

Kære dagbog

Lørdag aften... nyder at have fri... trængte til det. Har sovet en stor del af dagen - og tilbragt resten foran tv og pc.

Sidder nu og kigger ud på sneen der vælter ned... Det er smukt... Jeg kan godt lide sne - det repræsenterer ro, stilhed og renhed for mig. Får næsten lyst til at gå ud og bygge en snemand. Men kun næsten :-)

Jeg har haft lidt af et dyk her på det sidste... Fik pludselig problemer med at overskue tingene - og det gik ud over arbejdet. Og derfor også samvittigheden. Jeg tog konsekvensen og kontaktede tirsdag min psykolog og bad om en ekstra tid - og heldigvis kunne jeg komme allerede onsdag eftermiddag. Jeg syntes faktisk det var svært at bede om en ekstra tid... fordi jeg ikke kunne komme med en konkret grund til at jeg havde brug for det... og fordi jeg hader at bede om noget... føler at jeg er krævende og besværlig... Men jeg overvandt det - og det er jeg glad for.

Jeg fik en god snak med ham - og kunne derigennem godt se at der var en grund til at jeg havde svært ved at overskue tingene... der har simpelthen bare været meget i spil på det sidste. Jeg fik det bedre med det hele - men det bekymrer mig da stadig, at jeg bliver ved at reagere sådan, når jeg ikke kan overskue tingene... Det er bare ikke holdbart. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Ved det virkelig ikke...

Jeg har rigtig mange tanker om det jeg fik at vide ved rheumatologen tidligere på måneden... At mine smerter er "virkelige" og ikke bare noget jeg finder på pga. dovenskab... Den dom - altså at det er dovenskab og pjat - har hængt over mit hoved hele mit liv... og den har faktisk haft store konsekvenser. Meget store. Så jeg arbejder stadig på, hvad det hele lige betyder... jeg skal ligesom vænne mig til det, tror jeg.

Og ja, så er der alt det med mit blodtryk. Jeg har været på nyremedicinsk et par gange... Er startet med nyt medicin og håber så at jeg kan stole på, at det er ufarligt for et foster. Men jeg har svært ved at stole på det. Jeg er ikke helt tryg ved det. Det er jeg virkelig ikke.

På mandag skal jeg på fertilitetsklinikken og ha' taget blodprøver. Blodprøverne skal vise om de sidste 3 mdr. på hormoner har hjulpet noget - om min krop endelig er ved at "makke ret"... Jeg er meget spændt og nervøs for hvad blodprøverne vil vise... VIRKELIG nervøs. Og det fylder simpelthen så ekstremt meget i mit lille hoved.

Tiden går jo - jeg bliver ikke yngre - og jeg er også nervøs for hvor længe jeg kan klare mig uden antidepressiv medicin. Ved godt at der er noget antidep som man gerne må ta' - men det vil jeg ikke. Det ville virkelig være et nederlag for mig. Jeg synes det er ALT RIGELIGT at jeg er tvunget til at ta' noget for blodtrykket! Men ja, hvor længe kan jeg klare mig uden antidep? Nogen gange synes jeg virkelig, at deppen lurer liiiige under overfladen og jeg er simpelthen så bange for at den blusser op igen - og ødelægger alt. Det skræmmer så utroligt meget. Hvis nu blodprøverne ikke viser fremgang - ja, så er jeg bange for, hvad der sker med mit humør... Jeg synes simpelthen at jeg har ventet så lang tid - jeg kan ikke holde det ud mere. Kan ikke holde det ud. Kan ikke.

Leely