Læs dagbog

Kære dagbog

God morgen... Klokken nærmer sig 6 - jeg har ikke sovet i nat... Nu skal jeg altså ha' styr på dag og nat - derfor har jeg sprunget natten over... skal på arbejde om nogle timer og så er jeg forhåbentligt godt træt i aften, så jeg på den måde kan få nat og dag til at hænge sammen igen.

Nu er solen jo oppe... himlen er blå og fuglene kvidrer... ser ud til at blive en flot sommerdag.

I nat har jeg set lidt fjerner... spillet en masse dumme computerspil... og tænkt en masse tanker.

Tænker jo rigtig meget på "projekt baby"... Men der er også andre ting...

Min mor ringede i går aftes. Fortalte at min mormor havde ringet til hende søndag morgen kl. 6 og bedt hende skynde sig at komme... Mormor var blevet dårlig - skulle kaste op. Men så var hun tilsyneladende besvimet midt i det hele - og vågnet ude på badeværelsesgulvet... smurt ind - og opkast overalt. Mor havde skyndt sig derned - var der inden for 15 min. Mormor var ude af den... det gjorde ondt her og der og hun ville ha', at der skulle ringes 112. Det mente min mor var lige rigeligt - så hun ringede til vagtlægen. Men da mormor insisterede på at have ondt i brystet og venstre arm (men det har hun altså klaget over i 3 år), så sagde vagtlægen, at de hellere måtte ringe efter falck. Falck kom og tog et ekg - der var ingenting galt. De tog hende dog med på hospitalet for at hun kunne blive undersøgt for mavesår - ved ikke lige hvordan det kom på banen... Inde på hospitalet fandt de ingenting... mormor blev sendt hjem mandag formiddag.

Det er noget rod med hende. Hun er 77 - og efterhånden noget forvirret. Hun har i lang tid - over 3 år - klaget over diverse smerter, men lægerne kan aldrig rigtig finde noget. Og vi andre - vi kan ikke blive kloge på noget, for vi må ikke få lov til at gå med til lægen...

Sidste måned havde vi (mormor og jeg) en lidt voldsom diskussion. Jeg talte med store ord. Nu måtte hun simpelthen høre efter og lade os fra familien hjælpe. Det nytter jo ikke noget. Hver gang lægen foreslår noget behandling - så nægter hun. Vil ikke tage den medicin hun får udskrevet. Osv osv. Hun vil bare ikke høre efter. Hun får en tanke - og den holder hun fat i... lige meget hvad. Det sidste var at hun havde nedsunken livmoder. Så den ville hun ha' fjernet og det ku' ikke gå stærkt nok. Men det var slet ikke det... derimod fandt en læge at hun har en stor hæmoride - og det er jo smertefuldt nok i sig selv. Så nu er der ikke længere snak om at fjerne livmoder.

Problemet er... at selvom hun efterhånden har nogle skavanker - som kvinder på 77 år jo har - så vil hun ikke erkende at en stor del af det er psykisk. Jeg er slet ikke i tvivl. Hun har psykosomatiske symptomer... tror der er noget galt med det ene og det andet... Vil ikke erkende at hun er deprimeret.

Jeg forsøgte at forklare nogle ting for hende i sidste måned - og det endte i noget lort... Hun sårede mig... og jeg sårede åbenbart også hende, fordi jeg var lidt skrap eller hård i tonen.

Nå men så ringer mor så i går og fortæller hele den her historie... Jeg lytter og giver min mor plads til at "få det ud"... Som mor siger, så er det som om hun har fået et nyt barn... Hun skal konstant huske at tage sig af mormor... mormor er nemlig ensom efter morfar er væk (forståeligt nok).

Men ja, jeg lytter... spørger så om mor synes, jeg skal ringe til mormor... og skal jeg snakke med hende igen om, at hun er nødt til at tage det antidepressive som lægen jo allerede en gang har sagt hun skal tage? Så siger mor... tjah... måske jeg skulle skrive et lille brev til hende. Mormor var jo blevet ked af det sidst jeg havde "skældt ud".

Så blev jeg sur. Ja, det kan sgu godt være mormor blev ked af det. Men hvordan tror hun jeg havde det???? Jeg fik lov at høre på en masse fordomme om psykisk sygdomme... om "lykkepiller"... osv osv. Mormor vil tydeligvis ikke acceptere, at hun er deprimeret, fordi det er jo en psykisk sygdom - og sådan noget er jo ikke "pænt".

Jeg sagde det til mor... om hun måske troede at JEG synes det var sjovt? Sjovt at høre på alle de fordømmelser fra min egen mormor? Fra min egen familie? Jeg fik ikke noget svar...

Men hold kæft hvor bliver jeg sur. Det er simpelthen så typisk min familie. Hvis man presser dem så kommer sandheden frem - og så bliver den bagefter fornægtet igen. Mor ville ikke forholde sig til, at jeg også var blevet såret... typisk.

Suk. Det lyder måske som bagateller. Jeg er også rigtig dårlig til at forklare det. Men det gør mig ked af det - og frustreret.

Når man er psyisk syg - så kæmper man hele tiden med fordomme. Men er det for meget forlangt, hvis man ikke gider at møde fordomme hos ens egen familie??? Åbenbart...

Det er dage som i dag, at jeg er glad for, at jeg bor så langt væk fra familien... Ville ikke orke at skulle besøge mormor nu... Eller at skulle ha' min mor på besøg, fordi hun trænger til at "lufte ud". Jeg forstår godt, at min mor er i en vanskelig situation mht. til mormor... men hun må finde en anden at læne sig op ad. Det er hun nødt til. Jeg kan ikke magte det, når det betyder, at jeg skal såres igen og igen.

Nå nu mistede jeg tråden... skal måske også bare se og komme i bad...

Ha' en god dag alle sammen!

Leely