Læs dagbog

Kære dagbog

Tankerne er rodede... men vil lige prøve at samle dem lidt.

Har været ved psykolog i dag. Altid noget jeg er glad for... men det var lidt underligt i dag, synes jeg. Blev/bliver bange for, at han vil sige stop... selvom jeg jo selv betaler. "Du gør mig jo arbejdsløs" sagde han (igen)... puha. Det er jo positivt, fordi det han mener, er, at jeg har gjort noget, som han synes er godt - og som jeg førhen ikke ville ha' gjort. Men ja... panikken breder sig, når han sådan hentyder, at jeg måske ikke behøver ham så meget mere.

Mærkeligt - og måske også et luksusproblem - men ja, jeg havde/har det godt i dag, og havde ikke noget åbenlyst emne, som jeg ønskede at snakke om... Og det skræmte mig...? Ja, jeg kan godt se, at det er noget mærkelig noget, men jeg har så uendelig svært ved at forestille mig et liv uden ham - jeg har næsten ikke lyst til at være "rask" (hvad det så end vil sige).

Snakken gik dog alligevel nemt - og tiden gik rigtig hurtigt. Vi fokuserede på, hvad der var årsag til, at jeg havde det godt... hvad var der sket som var anderledes?

Fortalte at jeg havde været hjemme hele sidste uge - meldt syg fra arbejde - og at jeg havde givet mig selv "lov" til det, fordi jeg faktisk havde brug for det... kunne ikke mere og havde brug for at hvile ordentligt ud. Forventede at få at vide, at det jo ikke var godt at være væk så længe - men det sagde han ikke. I stedet synes han, at det var en rigtig god ting, at jeg havde besluttet, at jeg ikke ville kæmpe med samvittigheden hver eneste dag - men havde indset, at jeg havde brug for nogle samlede dage til at komme ovenpå igen. På den måde fik jeg nemlig det ud af det, som jeg havde brug for = ro. Ro i sjæl og krop.

Fortalte om min samtale med min mor. Fik ros for hvordan jeg havde tacklet det. Så pludselig også en sammenhæng mellem den samtale og noget af grunden til, at jeg har det godt i disse dage. Stod nemlig ved mig selv. På min egen forsigtige måde havde jeg "råbt op" og sagt lidt fra. Bestemt ikke noget jeg plejer at gøre.

Psykologen fandt det også meget interessant, at jeg havde kontaktet nogle private klinikker. Selvfølgelig også at jeg havde fået positive svar tilbage fra dem - men også meget det med - hvorfor har du kontaktet dem? Hvorfor nu - og ikke for lang tid siden?

Vi snakkede om de to sider af mig... den gamle depressive - og den "rigtige" del af mig, som gerne ville have det godt og gøre gode ting.

Vi har snakket rigtig meget om mit behov for og ønske om "kontrol". Et meget ømtåleligt og centralt emne for mig. Jeg føler stort stort behov for kontrol - men nogen gange er min opfattelse af kontrol ikke helt god... min måde at forsøge at opnå kontrol på giver bagslag.

I lange tider har min taktik helt automatisk været, at jeg har forsøgt at få kontrol ved at gemme mig fra verden. "Hvis du intet har at tabe, så har du kontrol..." Noget i den stil. Psykologen har længe forsøgt at udfordre den tankegang. Forsøgt at vise mig, at det ikke er en god måde at få kontrol på. Han gjorde meget ud at vise/illustrere, at jeg i denne uge havde det godt - fordi jeg netop ikke havde gemt mig. Jeg havde opnåede noget af den eftertragtede kontrol ved at "stikke næsen frem" og gøre noget (= skrive til klinikkerne).

Han brugte et billede... For at illustrere det med, at det er en indgroet handlemåde for mig - en vane - at jeg trækker mig og gemmer mig.

Han sagde, at det var som om jeg havde en bidsk hund, som var min bedste ven. Den bider og er rigtig hidsig. Hver gang der er fare på færde, så beskytter den mig - og jeg har den altid ved min side. Problemet er at den ikke kun beskytter mig. Den bider også mig. Hvis jeg bare skal ud og handle, så har jeg den med - også inde i butikken. Hvis der er nogen der så meget som bare henvender sig til mig, så bider og knurrer den - den sørger for at holde alle på sikker afstand (eller rettere at jeg holder mig på sikker afstand fra andre).

Men nu skulle jeg til at overveje at binde hunden af en gang i mellem. Måske behøver jeg ikke at beskytte mig selv på den måde. Måske bider og skader den mig mere end den beskytter mig.

Jeg behøvede ikke at "aflive" hunden - bare sætte den lidt i hundegård en gang i mellem.

Allerede mens vi snakkede "bed hunden fra sig igen". Jeg blev sådan lidt... utilpas... ved al den snak om, at det gik godt. "Pas nu på - hvis det går godt, så har du noget at miste". Psykologen var hurtig til at påpege, at det var min depressive tankegang - mine gamle indgroede vaner - der gjorde at jeg fik det sådan. Han kunne i øvrigt se det på mig, inden jeg selv var klar over det... Han kunne se på mit kropsprog, at jeg ikke "kunne lide det"... at det var "farligt". Utroligt så godt han kender mig - og kan gennemskue mig.

Der er 3 uger til jeg skal se ham igen (laaaaaaaaaang tid, men har ikke råd). I den tid skal jeg forholde mig meget til den her "bidske hund". Virkelig tænke over hvor meget jeg behøver at lade mig beskytte af hunden... Aktivt vælge at bevæge mig ud på usikker grund uden at tage hunden med mig overalt.

Jeg har ofte svært ved sådan nogle abstrakte ting her... føler mig dum ved overhovedet at tænke sådan nogle ting... men jeg må jo prøve. Bare prøve. Det er bare svært - og selv om det kun er nogle timer siden, at jeg gik fra hans kontor, så har jeg allerede svært ved det... svært ved helt at huske det/se det klart... svært ved at forklare det for mig selv - og min dagbog. Bare svært.

Vi snakkede om mange ting i dag... kan/gider ikke skrive det hele... håber bare at jeg kan holde lidt fast i det... at det ikke "forsvinder".

------

Til formiddag var jeg på arbejde... Onsdag er min korte dag, så jeg skulle faktisk kun være der fra 8.15 - 12.15, men det blev så lidt senere, fordi jeg gik med til frokost. I dag var vi kun 4 på arbejde. Der er totalt tomt og stille, når så mange er på ferie. Lidt mærkeligt, men også rart. Har det fint med, at der ikke er så mange. Og så er det så også 3 personer, som jeg har det godt med, som var der i dag... personer som jeg snakker godt med.

Jeg har fået skrevet en ansøgning - og jeg tog mig mod til at spørge en af kollegaerne, om hun gad læse den igennem... det ville hun gerne. Jeg fik det lidt (meget!!!) dårligt med, at jeg spurgte. Fortrød. Følte at jeg havde presset mig på, men nu var det for sent.

Hun læste den igennem og kom med nogle rigtige gode råd... Havde sagt til hende, at jeg meget gerne ville ha' den kortet af - den er for lang. Det var hun god til at hjælpe med - vi snakkede om hvilke ting, jeg ikke behøvede at skrive i selve ansøgningen, fordi det også kunne ses i CV'et. Jeg fik nogle rigtig gode tips og forslag, så det var jo godt, at jeg spurgte... Men ihh altså... hunden bider fra sig! Møg-køter!

-------

Suk... er træt nu. Har sovet et par timer på sofaen her til aften, og burde se at komme i seng og sove videre... Tror lige at jeg vil spille lidt - og så gå i seng.

Leely