Læs dagbog

Kære dagbog

En rigtig dårlig weekend er ved at være slut... Har mange ting at tænke på i disse dage...

Tænker på det med selvmordstanker... Mon det er sådan - at når man først én gang har tænkt på selvmord som en reel mulighed/udvej - når man først har krydset den grænse én gang - så vil det (såfremt man ikke gør alvor af det og dermed er død) altid være meget nemt at "hoppe på den vogn" igen?

Med andre ord... kan selvmordstanker blive en "vane"? En velberejst flugtvej? Når man først har krydset den vilde, brusende flod - og er nået frem til at selvmord er en reel mulighed - - så næste gang man står der ved bredden - så er floden ikke længere en voldsom, rivende flod, men derimod bare en stille bæk, der flyder meget langsomt - en bæk man kan krydse næsten uden at få våde fødder???

Hmm... måske noget vrøvl. Undrer mig bare. Jeg har ikke længere noget dødsønske. Men når jeg møder store problemer - så hopper tankerne hurtigt i den retning... Jeg er hurtig til at konkludere, at jeg hellere vil dø end leve med et bestemt "faktum" eller en bestemt "situation" eller hvad det nu kan være...

Jeg har ikke haft selvmordstanker i lang, lang tid. Men denne weekend - der har de på en eller anden måde spøgt i mine tanker. Ikke sådan for alvor... men ja...

Jeg har gjort noget rigtig, rigtig dumt - har bragt mig selv i en fandens situation... Og nu har det måske fået seriøse konsekvenser. Det gik op for mig lørdag. Men jeg kan ikke finde ud af noget før mandag morgen. Men altså - ud over selve situation (som jeg ikke har lyst til at skrive om), så bekymrer det mig... undrer mig... hvor hurtigt jeg sprang til tanker såsom "hvis det er rigtigt, så vil jeg hellere dø, end se det i øjnene", "hvis det her sker, så ta'r jeg livet af mig selv".

Hvordan kan det være, at jeg så hurtigt, får sådanne tanker? Jeg har kæmpet og kæmpet i mange år... mange ting er blevet uendeligt meget bedre... Men når jeg møder seriøse problemer/modstand - så kan jeg åbenbart stadig springe til sådanne tanker... Bør det bekymre mig - eller er det "bare" tanker?

Hhmm... kræver vist en psykologsamtale det her...

Og... så er tanken der pludselig igen. Ja, det kræver en psykologsamtale - HVIS jeg ikke får dårligt nyt i morgen og ender med at gøre noget, som jeg ikke kan fortryde.............

Suk. Kan man nogensinde komme væk fra, at selvmord er en reel mulighed, hvis man først én gang har været der? Hvis man har forsøgt - vil det så altid være en reel mulighed, som ligger gemt i en?

Jeg ved det ikke... ved ingenting lige nu. Er bare så ked af det. Og sur på mig selv. Jeg er fandme en idiot. Har virkelig dummet mig - og det kan på alle måder blive en dyr dumhed...

Jeg er nødt til at prøve at løse situationen i morgen tidlig... men jeg er bange... meget, meget bange. Rædselsslagen.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal løse det... Ved ikke om jeg skal bede om hjælp... og hvem jeg i så fald skal spørge... ved ingenting.

Jeg er simpelthen så dum. Hvorfor har jeg ladet det komme så vidt?

Jeg græder og græder... For jeg er virkelig ked af det. Fortryder sådan min dumhed.

Er sgu ked af det nu.

Jeg ved godt, at det er mig selv, der bærer skylden. Jeg har selv klokket i det. Men der er simpelthen så meget at overskue i disse dage... jeg mistede overblikket - og nu... nu kan jeg ikke overskue konsekvensen.

Dum. Dum. Dum. Mig.