Læs dagbog

Jeg kan godt forstå du synes det er for dårligt, at jeg ikke ved om jeg kan køre dig hjem efter vi er landet fra vores tur til Paris.
(Der er 105 km op til der hvor min datter bor, vil jeg lige tilføje)

Nu kommer der en lang smøre, men jeg har brug for at komme af med det.

Jeg synes selv jeg er kommet langt, men jeg HAR stadig nogen begrænsninger. Jeg hader at jeg har dem, men jeg trættes før alle andre, mit hoved fyldes op og jeg bliver så træt mentalt at min krop reagerer fysisk ved at lukke helt ned.

Når jeg tager op til jer, skal jeg sørge for at have fri dagen efter, fordi jeg er totalt bombet. Jeg ELSKER at være sammen med jer, og forguder den jord hvorpå Tobias træder. Men jeg bliver træt. Efter nogen timer begynder mit hoved at være fyldt op og min krop reagerer fysisk, jeg kan ikke koncentrere mig, kan ikke tænke, får hovedpine og er bare træt, træt, træt. Og jeg hader det. Men er bare nødt til at acceptere at jeg aldrig bliver så rask som andre mennesker, mine år med sygdom har givet mig de her begrænsninger og jeg må få det bedste ud af det, hvilket jeg også synes jeg gør mit bedste for.

Jeg vil hellere sige NU at jeg ikke ved om jeg er frisk nok til at kunne køre dig hjem, end jeg vil love en hel masse som jeg så senere ikke kan holde. Specielt over for dig synes jeg det er svært, fordi du har levet med min sygdom i mange år og jeg vil bare SÅ gerne være den stærke nu, for det har du fortjent.

Det er ganske forståeligt at du tænker ”JEG ville køre hende hjem uanset hvor træt jeg var, hvorfor kan hun så ikke gøre det for mig”. Og tro mig, der var ikke noget jeg hellere ville. Men vi er ikke gjort af samme stof. Du er så stærk og sej, både fysisk og psykisk, det er jeg ikke.

Jeg VED ikke om jeg kan eller ikke kan, køre dig hjem. Det er umuligt at sige noget om på forhånd. Jeg ved ikke hvor meget dagene i Paris har trættet mig, og hvor meget køreturen hjem har trættet mig.

Jeg HADER at skulle sige fra, for guderne skal vide at jeg bare har så meget lyst til at sige TIL. Føler jo nærmest jeg har fået mit liv foræret på ny, har ikke haft depressioner i 2 år nu, jeg fungerer, kan arbejde, kan være noget for jer mine børn og for mit elskede barnebarn, men der ER bare de her dumme begrænsninger der for evigt vil være min følgesvend. Snakkede med Pia om det, inden jeg blev afsluttet på psykiatrisk ambulatorium, for jeg er bare så ked af at jeg kun kan klare få timers social og fysisk ”belastning”, før jeg trættes så usigeligt meget, og hun sagde at det er en følgevirkning af alle de år med depressioner og ect-behandlinger, min hjerne har simpelthen taget en lille smule skade. Så ja, selvom jeg hader det, så er jeg nødt til at bede om at der bliver taget en lille smule hensyn til mig, at i vil respektere at jeg har de begrænsninger. Håber i kan. Jeg er så ked af at skulle skuffe jer, specielt dig. Dig og Tobias betyder alt for mig. ALT.