Læs dagbog

Så blev det

En side i dagbogen "Jeg vil ha det bedste ud af det"
Skrevet af lone1966 28. marts 2015 00:51

...weekend.
I formiddags kørte jeg min søn på arbejde. Havde aftalt det med ham i onsdags men glemte det igen, så blev noget overrasket da han pludselig ringede på døren kvart over 10. Så det var fuld fart på med at få tøj på og komme afsted, han skulle møde på arbejde kl 11 og der er omkring 25 km ud til det hotel hvor han arbejder. Derefter kørte jeg direkte på arbejde, hvor jeg ankom en halv time før tiden, men jeg har en aftale med min leder om at jeg stort set kan komme hvad tid det passer mig, så længe jeg er der de 2 timer min arbejdstid er.

Jeg blev sat til at lave datolisten, det er kontrol af datoer på vores varer inde i kølerummet. Det gør mig altid en smule oprørt når jeg bliver sat til opgaver som er udenfor min normale rutine, men de har stadig ikke fået ny ansat efter C. blev fyret, så de manglede en til at lave datolisten. Det tager en time ca, og tog lidt længere tid i dag fordi en del var lavet om siden jeg sidst tog datolisten, så jeg bøvlede lidt med at finde rundt i sedlerne. Og skidekoldt var det, den første halve time var jeg ved at fryse fingrene af. Men jeg fik det gjort. Derefter skulle jeg fordele reklamer, det er bundter af reklamer som skal fordeles til filialernes rum, som så bliver kørt ud til filialerne og bliver lagt til kunderne. Derefter var der kun en halv time til fyraften, og jeg troede jeg lige kunne nå at få sendt nogen ting afsted, men så kom min leder med en side fra datolisten som jeg havde overset, så jeg måtte ind i kølerummet igen. Derefter skulle jeg lige hente en kasse tape til kontrollør pigerne, og så var det fyraften. Om fredagen bliver der stillet en indkøbsvogn frem med frugt og grønt, og vi må tage fra den hvad vi vil. Vi tager kun et par stykker hver, for at få det nogenlunde fordelt mellem os. Jeg tog en ananas og nogen gulerødder. Men glemte dem derude, fordi A. var i omklædningsrummet og snakkede løs om nogen æbler hun havde fået og hvor dyrt frugt var, så hun var glad for at få æbler til hendes unger og blabla. Så jeg fik travlt med at komme afsted og væk fra æblesnakken, og så glemte jeg min egen høst.

Så kørte jeg i Føtex og købte mit fredagssnolder. Havde lovet mig selv at beherske mig, fordi vægten i morges havde tilladt sig den ubehøvlethed at lægge 400 gram til forrige uges vægt, men min grådighed tog over og jeg købte alt for meget, og spiste det hele i eftermiddags mens jeg så Downton Abbey på Netflix. Øv øv. Men har lovet mig selv at fra i morgen SKAL jeg altså tage mig sammen. Spiser for meget og bevæger mig for lidt. Må se at få styr på det.

Til aften fik jeg opvarmet lasagne, og så så jeg X-factor hvor den forkerte vandt. Bagefter igen Downton Abbey, er altså blevet helt vild med den serie.

Min veninde vil gerne med til banko på tirsdag, så det bliver hyggeligt. Håber jeg kan følge med.

Til aften har misserne været mega kåde, og har været ved at drive mig en smule til vanvid, men nu ser det ud til at være faldet lidt ro over dem. De har drønet rundt og væltet alt muligt, det gik vildt for sig. Men samtidig synes jeg jo det er lidt sjovt at se på. De skiftes til at angribe hinanden. Det starter altid med at Saga begynder at fare rundt efter sine mus, og så får hun gearet Tyson helt op, som så begynder at jagte Saga og vil dominere hende med at holde hende fast og bide hende i nakken, og så hyler hun op som en stukket gris, hvilket får Tyson til at slippe, og bom så angriber hun ham den lille heks, og så går den vilde jagt rundt i hytten. De er dejlige mine små misser.
Slut for dagsrapporten for i dag *smil.

Nå ja, og så fik jeg mine lønsedler i dag. Både fra arbejdet og fra kommunen. Det er jo sådan med fleksjob i dag, med det nye system at man bliver aflønnet fra sit arbejde for det antal timer man arbejder der, og så får man resten fra kommunen, som så regner fleksløntilskuddet ud udfra ens løn, og der har været kludder i det flere gange, specielt i starten fordi jeg fik fleksjob lige deromkring hvor den nye ordning startede, og der havde de kære sagsbehandlere slet ikke styr på noget. Så jeg er pivnervøs hver eneste gang vi når hen til lønningsdag, kan slet ikke ha det der med at min løn svinger, og at der måske vil være vrøvl med kommunen. Det var skisme nemmere i "gamle" dag hvor man bare fik fast løn fra arbejdspladsen, og de så selv skulle inddrive penge fra kommunen. Men sådan er det altså ikke mere. Men alt var okay, begge lønninger var som forventet. Nu mangler jeg så at få afklaret hvad varmeopgørelsen siger, er altid så bange for den, hvert eneste år. Håber den snart kommer, så jeg kan få vished. Hader usikkerhed og uvished!

I aften har jeg kun taget det halve af en 25 mg's Truxal. Spændende om jeg får influenza agtige symptomer i morgen, håber det ikke.

Kommentarer fra andre brugere

Kaere Lone

Tak for beskrivelsen af din dag.

For mig virker dine arbejdsrutiner en smule kedelige, men det er d bedre at have lidt end at have ingenting.

Jeg har set et par afsnit af Downton Abbey, men brod mig ikke saa meget om det. Lidt for romantisk til min smag. Jeg fortrak klassikeren, Herskab og Tjenestefolk fra 70erne. Naa, ok, den var ogsaa romantisk.

Men i hvert fald onsker jeg dig en god dag i morgen.

kh

Lucy

Skrevet af lucylucy, 28. marts 2015 02:22

Tjaa arbejdet på et lager er nok aldrig det mest spændende i verden men jeg kan godt li det.

Ja Downton Abbey minder da lidt om Herskab og Tjenestefolk, den serie kunne jeg også godt li.

Også en god dag til dig :)

Skrevet af lone1966, 28. marts 2015 09:03