Læs dagbog

Jeg savner personalet på afdelingen. Specielt min yndlingskp, M. Ikke det at være indlagt, det er fantastisk at slippe for, men simpelthen bare personalet. Jeg flytter fra hovedstaden til region Sjælland, og det er derfor en hel anden psykiatri. Nå, men M var min kontaktperson i går i aftenvagten, og vi snakkede rigtig meget om alt og ingenting. Da jeg havde lagt mig i sengen for at sove, tog han min hånd og gav mig nogle rigtig dejlige ord med på vejen.

I dag er jeg flyttet på bosted. Det er virkelig svært, før havde jeg meget få muligheder for selvskade og selvmord, nu har jeg alle muligheder. Det er virkelig svært at være i mit hoved, alt jeg vil er at skære. Men samtidig er det sidste jeg vil at skære.

Jeg sidder alene på mit værelse og græder. Jeg vil bare væk fra det her liv. Alle siger at det nok skal ordne sig. At det er muligt at få det bedre. Måske passer det på andre. De skal få det bedre. De fortjener det. Men ikke jeg. Jeg fortjener ikke engang at tage mit eget liv. Jeg skal bare leve med smerten og de mørke tanker.