Du er her:Mødestedet » Dagbøger på DepNet » Læs dagbog

Læs dagbog

Nyt univers/ ny på depnet/ bipolar/ lære at leve med det

En side i dagbogen "Livet som bipolar"
Skrevet af psh73 21. juli 2014 08:26

Jeg har diagnosen bipolar lidelse. Masser af energi og ingen energi. Jeg blev diagnosticeret for ca. 2 år siden,men har nok haft lidelsen siden jeg var 20. Har haft kræft som barn, og derfor også for lavt stofskiftets og masser af andre fysiske skavanker og er også diagnosticeret med post traumatisk stress. Sp det hele er lidt en rodet landmanden af mange ting:-) Jeg blev efter diagnosen, hvor jeg var i en depressiv periode, i første omgang fuldstændig overmedicineret med Ambilify, antidepressiv, og lamotrigin. Jeg smed i samråd med min læge Ambilify, da jeg blev fuldstændig passiviseret og følte jeg levede i en boble. Trappede derefter ud af antidepressiv og smed derefter selv lamotrigenen også. Det sidste skulle jeg ikke have gjort, da jeg efterfølgende fra maj til august 2013 blev manisk. Blev indlagt på psykiatrisk afdeling for første gang i mit liv 1. september 2013 i en måned. Det var rigtigt godt for mig. Fandt for første gang nogle at snakke med om min lidelse, fik værktøjer til at hjælpe mig og kom til en erkendelse om min sygdom. Vil stadig godt kunne mærke mig selv og leve et liv med små svingninger, som alle andre mennesker og får derfor nu kun lamotrigin. Men det er en hårfin balancegang og jeg kører hurtigt op i pressede situationer, som nu hvor vi har 14 dages ferie med tre børn i alderen 14, 13 og 10 år. Har lige sat min dosis lamotrigin op fra 150 mg til 200 mg. Brænder en masse energi af med bagning og madlavning, men er så bange for hvornår den næste nedtur kommer😥 Nogle der kender til mine tanker, symptomer, hører jeg gerne fra jer. Og vil meget gerne oprette/ deltage i en støttegruppe med mennesker med bipolar lidelse😊 Er pt sygemeldt og kæmper en kamp for at få flexjob på sigt og et arbejde jeg kan holde til/ leve med. Syntes det er rigtigt øv, at være manisk lige nu, fordi jeg ved energien brænder ud på et tidspunkt og jeg igen går ned i hullet, bliver depressiv og ikke kan overskue mit liv og min hverdag, og igen helst bare vil ligge på sofaen og se mastechef😉 Håber jeg snart kan finde en mellemvej. Lige nu er jeg en uge i sommerhus med min mand uden vores tre sammenbragte børn. Roen gør mig godt, ingen der råber mor, og som jeg gerne vil forkæle, være der for, lave noget med. Kan nu koncentrere mig om mig selv igen. Mediterer hver dag, prøver at være mindfull, cykler og går lange ture i den smukke natur, bager og laver lækker mad. Alt hvad jeg elsker og som forhåbentlig kan skabe ro for mig😊

Kommentarer fra andre brugere

Hejsa

Jeg er også bipolar og har haft diagnosen i næsten ti år nu. Jeg kender alt til de vilde udsving på skalaen, men jeg er i dag medicineret ret godt og har fundet den gyldne mellemvej. Desværre betyder al den medicin jeg må tage, at mit overskud er ret lille. Men hellere det end en mani eller depression. Jeg ville bare lige sige, at du ikke er alene, og hvis der er noget, du gerne vil vide, så spørger du bare. Jeg har været syg siden teenage årene, og har haft mange både manier og depressioner. Jeg er 36 år nu og førtidspensionist på 3. år.

Hilsen Anja

Skrevet af Anonym, 21. juli 2014 08:58

Tak Anja fordi du tog dig tid til at svare. Så dejligt at høre fra en ligesindet. Mine venner, mand og familie er meget forstående, men de kan slet ikke sætte sig ind i hvordan jeg har det, selvom de gerne ville. De er aldrig fordømmende og prøver ikke at være bedrevidende, men støtte mig i de faser jeg er i. Men jeg ved da godt det er svært for dem at følge mig og følge med. Uha, ja den er svær. Lige nu kan jeg ikke rigtig finde ud af hvad der giver mig den højeste livskvalitet. Ved godt den maniske og depressive fase, der følger efter ikke er vejen frem, men vil også så nødigt ikke kunne mærke mig selv mere og have taget alt min virketrang fra mig. Som du selv siger, med medicinen forsvinder lidt af overskuddet også. Så ikke alene skal jeg finde ud af hvor på kurven jeg skal ligge medicinsk, men lige nu bøvler jeg også med kommunen, om hvor jeg skal hen arbejdsmæssigt. De mener jo jeg med tiden skal tilbage til " fuld arbejdsduelighed" for som de siger 20 timer er også selvforsørgende..... Min psykiater og læge siger det kan jeg ikke, fordi jeg er så følsom for svingninger, har en masse fysiske ting, efter min lymfekræft som barn og jeg vil, som psykiater har skrevet til socialrådgiveren, aldrig blive fuldt arbejdsduelig uanset erhverv. PT sygemeldt ( stadig på 1 år) for anden gang ( har været ude at arbejde et år imellem, hvor jeg selvfølgelig kørte op og gik ned igen igen. Er uddannet lærer.) Det er også er utrolig opslidende for ens selvværd og ansvarsfølelse overfor ens arbejdsgiver, når man er glad for sin arbejdsplads og ens chef og kollegaer. (Man føler man må skuffe dem). Så ved hvis der ikke findes en permanent løsning jeg kan holde til og igen kommer måske på 30 timers arbejde, hvis de ikke accepterer ved kommunen, at jeg ikke kan, så vil jeg igen køre op og ned igen. Der skal så lidt til. Så hele denne afklaringsproces med sygemelding, fremtidig arbejdsevne, medicinering, som jo åbenbart heller ikke er helt i skabet endnu, når der stadig skal så lidt til at jeg svinger er ret SÅ opslidende og jeg sætter alt for høje krav til mig selv om at være I det på den gode måde for alle omkring mig. KAN JEG BARE IKKE HOLDE TIL. Rigtigt øv......

Skrevet af psh73, 23. juli 2014 06:18

Udskriv Udskriv Tip en ven Tip en ven