Læs dagbog

Skrevet d. 27/4-2011
Hvorfor skal livet være så besværligt?
Jeg kæmper hele tiden for ikke at blive indlagt igen men synes ikke det bliver bedre eller at det ændrer sig. Jeg føler mig meget forkert og føler mig ulækker og klam. Jeg er fed men kan ikke styrer en slankekur da. Jeg er for svag. Lægen vil ikke hjælpe mig med ryggen fordi jeg er for overvægtig. Jeg får lynhurtig ondt i ryggen lige meget hvad jeg laver. Jeg føler mig så forkert. Jeg har et mærkeligt liv. Gid jeg kunne tage mig sammen om oprydning, tøjvask osv. Jeg er så ked af min krop. Alt buler og ser skrækkeligt ud. Maven ligner en gravid og selv mine ben er så fuld af fedt at der er strækmærker over alt. Så klamt. Så forfærdeligt at det burde ikke kunne lade sig gøre. Jeg HADER min krop. Den styrer mit liv. Jeg er afhængig af den. Det er jo mig. Ville ønske at man ikke havde en krop men en svævende element i luften med forstanden indtakt. Bare alle lignede hinanden så der er ikke var mobning – jalouxi og den slags om andres kroppe. Man var bare luft. Svævende i luften og nyde livets luner. Ingen dårligdomme. Ren og skær glæde og tilfredshed. Men sådan er det desværre ikke. Når folk ser på mig så kan jeg hurtig læse at de ser på en fed pige med klamme ar på armene. Bare de huskede at der er mere i mig end mit udseende. Jeg bliver ked af min mave og lår. Jeg er ked af at det er sådan. Vil ødelægge resten af min krop. Jeg har lyst til at skære, kvæle og slå kroppen. Skære nogen luns fedt af. Men det kan jeg ikk. Jeg kan ikke skære mere men ønsker og drømmer om det. Men slå og kvæle kan jeg. Jeg vil gerne men har ikke gjort lignende siden sidste indlæggelse. Jeg kæmper hele tiden og det tærer på kræfterne. Kræfter skal der til for at leve og sommetider ville jeg ønske at man kunne slå ”on” and ”off” på livet for at få en pause så man kan nå at trække vejret igen. Men som så mange ting, så kan det heller ikke lade sig gøre. Suk! En pause hvor alt bliver perfekt uden alle de nævnte dårligdomme. Hvor alt er idyllisk og tilfredstillende nemt og ligetil. Hvor livet gør dig glad og frisk på at leve et bedre liv. Holde fast i lykken og i det der gør en lykkelig. Har jeg nogensinde være helt igennem lykkelig i mit voksne, må jeg nok sætte tvivlen til gode. Har haft nogle gode stunder men helt igennem lykkelig? Gid jeg kunne sige ja men alt virker ikke rigtig sandt at sige det. Lykken er også et meget stort ord for mig. Ved jeg egentlig hvordan man er lykkelig? Hvordan definere man lykken? Ved jeg egentlig hvordan man er lykkelig? De sidste mange dage har jeg tænkt meget på døden. Om livet bare ender der eller om man kommer i himmelen eller bliver født på ny i et andet menneske er dyr? Måske er man et spøgelse i starten og når man har tjent sig til det, så kommer man i himlen. I freden. Hvorfor er jeg så mærkelig i hovedet? Jeg ønsker blot at alt kunne være bare lidt nemmere. Bare en anelse. Døden er skræmmende men har ønsket at ende mit liv mange gange. At være så dårlig at man ønsker at gøre en ende på sit liv er meget mere skræmmende og selve tanken om død generelt. Jeg har været tæt på at dø et par gange, men har ikke fortrudt det. Jeg lærte mange ting igennem selvmordsforsøgene. Gud mente at jeg ikke var parat til at dø.Jeg følte mig pludselig tættere på ”gud” på en lidt anden måde end man lige tror. Jeg følte mig fortabt i troen og følte at ”gud” stjal og bedrog mig med alle hans løfter men han/hun overholdte aldrig nogen af dem. Jeg tror stadig ikke fuldt ud på gud og alt det kristne halløj.
Det er for svært at forstå og accepter at man skal sætte hele ens liv i noget som du hverken kan se eller rører ved. Findes der virkelig en ”gud” der vogter over os eller er det bare en slags fortælling som skal berolige folk så de ikke mister livsgejsten. Et hjælp så livet ikke føles alene og ensomt og et svar på hvorfor man lever og hvordan alt dette startede. Hvordan man, mennesket, kom til. Der er rigtig mange varisioner af hvordan verdenen og selve mennesket kom til live og det forvirrer mig endnu mere. Jeg har valgt at tro på det, der ligger til mig og min måde at se tingene an. Hvorfor skal det være så svært alt sammen? Jeg savner forståelse og hvorfor, hvordan og hvorledes livet skal leves rigtigt, hvordan ser livet så ud? Nogen lever med næsten ingen modgang og prøvelser i deres liv og andre kæmper for livet. Kæmper så alt ikke bare vælter og opretholde ægtheden af selve livets essens. Der er så mange spekulationer i mit hoved. Så mange spørgsmål og tanker om rigtig mange ting. Tankerne flyver rundt. Svæver ud og ind. Hvor startede dette vivar af underlige tanker og hvorfor kan jeg ikke komme med nogle svar på mine spørgsmål.? Er bange for svarerne tror jeg. Der er mange virkelig svære spørgende tanker. Ting der påvirker mit liv og især min hverdag igennem. Jeg tvivler tit på mine tanker og bliver hurtig ræd for hvad de er for nogen og hvad jeg skal gøre ved dem.. Tør jeg at tænke de store tanker. Er det sundt for det psykiske? – jeg er så træt af at være syg. Jeg tvivler tit på mig selv men især det psykiske. Er jeg virkelig skizofren? Lyver jeg? – lyver de? Hører jeg stemmer eller er det bare tanker?. Jeg stoler ikke på mig selv. Tvivl lever godt i mig. Kan det virkelig være sandt at livet hele tiden handler om prøvelser igennem alt – eller med alt. En kamp for overlevelse i et svært liv. Et liv fuld test og øvelse. Øvelser som går ud på at lærer af ens fejl og mangler og bruge det konstruktivt. Det er hårdt at skulle være on hele tiden. Tændt for at skulle leve med alle tingene. Huske at trække vejret og lade hjertet banke i min brystkasse. Det gør ondt at trække vejret. Det fortæller at jeg lever. Når jeg bliver forpustet så mærker jeg at vejrtrækningen bliver svær og så går der tit panik i mig. Så lever jeg for meget. Det fortæller mig at jeg fortsat trækker vejret og skal leve et liv. Sommetider ønsker jeg at stoppe op og spole tilbage og rette alle fejlene. Pinlige situationer, hårde tider. Et åndedrag, en forkerthandling, eller et sekunds forglemmelse kan ødelægge min dag. At ønske sig noget anderledes end det man har. Ønsketænkning. Det er det samme som at drømme sig til ændring og andre vilkår. Jeg drømmer om fornyelse, tilgivelse og fred/ro i livet. Jeg ved at jeg ikke kan trylle eller få alt hvad jeg ønsker men man må gerne drømme lidt. Mit største ønske er at få fred i mit liv. Ikke alle de negative problemer med psyken. Bare et helt almindeligt liv uden psykiske barriere. Jeg ved godt at et ”almindeligt” liv ikke er uden problemer men sikkert nogle anderledes end mine. Det gør ondt at se folk danne familie. Ikke at folk får børn, men at jeg ikke selv er i gang. Jeg vil gerne have børn men får nok aldrig nogen. Det er jeg ked af. Sygdommen er stærk og bliver nok aldrig rask nok så jeg overhovedet kan få lov til at få børn. Får jeg det bedre? – Bliver det nemmere?.. Tør jeg håbe og drømme om en ny begyndelse? En chance til at rette fejlene og handle anderledes end jeg gjorde i tidernes morgen. Der er mange ting i mit liv som har været misforstået og ting hvor jeg har handlet forkert eller gjort noget utilgiveligt. Jeg fortryder alt men kan jeg gøre det om. Jeg må leve med smerten og de ting som jeg er flov over. At savne gør ligeså ondt som fysisk smerte. Jeg savner mange ting og det gør ondt at leve med de fejl osv. Endnu engang ville jeg ønske at tingene var anderledes.