Læs dagbog

Sidder og tænker.. Har faktisk ikk været indlagt i 4 måneder.. Jeg har virkelig også kæmpet min kamp for at blive hjemme.. Har haft en masse ting at se frem til som har motiveret mig til at tage opgaven om at blive hjemme..
Var ude og køre sammen med Morten og mor igår og mine tanker var meget overraskende. Jeg sad og kiggede på håndtaget og fantaserede hvad der ville ske hvis jeg åbnede døren mens vi kørte.. Tænkte på om jeg ville dø eller komme meget til skade?.. Om smerterne ville være tilpas. Om blodet ville varme min krop. Men jeg er en vatnisse men tankerne myldrede omkring det. Tænkte meget på døden. Hvad ville der ske hvis jeg tog mit liv?.. Hvilke folk blive kede af det?.. Drømte at jeg svævede over min familie og kunne se at de bleve kede af det men livet fortsatte..
Tænker selvfølgelig ville de blive kede af det men det ville gå over og livet ville gå sin vanke vej.. Sidder nu tilbage som en splittet person.. På den ene måde ville det være dejligt at få fred. At jeg ikk skal kæmpe mere.. Men på den anden side vil jeg gerne leve for min families skyld.. Den eneste grund til at jeg lever, er min familie.. Hvis jeg ikk havde mine forældre, Morten og Olivia så ville livet ingen mening have.

Trænger til at mærke noget smerte men har lovet Morten at jeg ikk skære mere. Tankerne er fulde af selvskade. Selvskade som ingen kan se at jeg gør. Men er nervøs for at det ikk er nok og at jeg kommer til at cutte men så mister jeg en grund til mit liv..Det ville ende i et kaos. Jeg vil ikk miste ham men det er virkelig hårdt at kæmpe imod lysterne.. Savner synet af et åbent sår. Blodet og det hvide fedt.. Blodet, der pibler op og smerternes intensitet. Mit hovede der hele tiden siger ' Smerterne er mine venner' som jeg altid har sagt når jeg skar eller gjorde andet smertefuldt. Det var en sætning, som jeg lærte igennem mit overgreb. . At jeg skulle sige disse ord for at lov gøre mine handlinger, som kun gik ud på at det skulle gøre meget ondt.. At jeg skulle accepter at mit liv kun handlede om smerte.. Og det har jeg altid gjort..Det var hvad jeg fortjente...