Læs dagbog

Livet er varmt idag. Hedt om vil.
Solen skinner og brænder igennem dagen.
Det er virkelig solskin i manges sind i dag.

Selv i mig syge sind prøver den at skinne igennem.
Jeg vil så gerne skinne med.
Skubbe mit sind ud til en soldans.

-Men jeg er bekymret.
Bange og usikker på fremtiden.
Perioden med "fredningen" fra kommunen udløber og jeg bliver påtvunget diverse forløb.
Orker ikke en dise..
Og ikke hvad jeg skal.
Jeg ved godt at livet ikke kan forløbe på samme måde yderligere flere år.
Der er ikke noget jeg hellere vil end at få det bedre.
Men jeg sidder fast og istedet for behandling løber jeg ind i en mur af "sagsbehandling" og mig liv er blevet en joke.
Jeg er midt i trediverne og der findes nok ikke noget værre end den aldersgruppe, når man ikke
Ikke orker hverdagen og arbejdsmarkedet.
De vil gøre alt for at sætte mig "igang".
"Du skal jo ikke spilde tiden.."

Du kommer jo ikke igang, hvis du ikke kommer ud og igang.."

Du og du....
Rend mig i jeres paragraffer, reformer og umenneskelige normer .

Jeg hader at man bliver umenneskeliggjordt og til en dovnerad.
Man kunne ønske at de oplevede det samme, af vrede og bitterhed. Men det ønsker jeg ikke for selv min værste fjende.

Jeg vil ønske samfundet og mennesker vægtede empati og medmenneskelighed højere end snævertsynethed og indskrænkende tanker om andre.

Samfundet bør vise forståelse og medfølelse istedet for fordømmelse og mistænkeliggørelse af psykisk syge.

Det er så nemt at forveksle dovenskab med udbrændt energi hos os.
At vores manglende interesse og lyst er hovent og tåbeligt.
- At vi skal tage os sammen .
Det gøre vi hver dag. Det er derfor vi er i live.