Læs dagbog
Jeg synes sgu det er svært + til juze
En side i dagbogen "Livet i mørket med selvmords- og selvskadende tanker"
Skrevet af ungpige 21. juni 2018 21:29
Jeg kæmper en kamp for at blive ved med at trække vejret. Jeg gider ikke livet mere. Jeg har opgivet. Men jeg kan ikke beslutte hvornår det skal være slut. Jeg har svært ved at bryde aftaler og jeg har aftaler hele tiden. Skal jeg bare svigte folk og få det overstået.
Jeg skrev omkring middagstid til min kp om noget medicin hvor de ikke havde lagt en recept ud på men hun svarede aldrig. Jeg havde ellers tænkt mig at skrive til hende at det gik skidt. Men nu ved jeg ikke.
Hun kan alligevel ikke hjælpe mig.
Intet giver mening længere. Jeg har ikke været i bad i en uge. Det giver ikke mening. Jeg ved godt det er ulækkert men jeg kan ikke. Det er svært nok bare at skifte tøj. Bare tanken om at skulle stå der nøgen og mærke vandet. Bare tanken fører mig tilbage til barndommen og min stedfars værste overgreb.
Jeg kan ikke tænke..Jeg kan ikke smile. Jeg kan ikke lade som om jeg har det godt. Selv mine kollegaer ser det og fortæller det. Jeg kan ikke mere.
Men jeg kan ikke overskue en indlæggelse. Hvad med mit job? Hvad med Bandit? Hvad med min mor? Hvad med mig?
De kan alligevel ikke hjælpe mig.
Alle forsøg er dømt til at mislykkes.
Jeg har opgivet. Jeg er for svag til livet. For dum og svag.
Update til juze
Hej søde
Du taler om opus. Jeg har gået der i to år. Lige da jeg blev syg. Eller lige efter min indlæggelse. De gav mig faktisk diagnosen. Men jeg var for syg til rigtig at kunne modtage behandling. Det handlede mest om medicin og holde mig i live og over vande.
Hvis jeg kunne ville jeg gerne prøve igen. Men det tror jeg ikke man kan. De sendte mig i hvert fald videre til distriktet hvor jeg nu savner den rette støtte. Jeg føler ikke jeg bliver taget rigtig alvorlig. Men jeg har også svært ved at tale om det svære og rigtig åbne op. Jeg frygter sådan indlæggelse. Det er det værste der kan ske for mig.
Og alligevel.... noget skal der ske hvis jeg skal overleve.....
Inderst inde er jeg nok bange for min mors reaktion. Hun blev meget vred sidst. Hun mente det var forkert af mig. Ingen forståelse eller støtte. Hun ville bare have mig væk derfra igen. Nok også grunden til at indlæggelsen ikke blev længere. De ville gerne have beholdt mig men kunne ikke tvangstilbageholde mig. Så de lod mig gå.
Nok ikke den rette beslutning af mig. Men jeg har klaret mig længe.
Jeg er noget så bange.
Undskyld min lange besked. Jeg har så meget jeg gerne vil ud men hvert et ord er en kamp. Men jeg føler mig så alene.
Kommentarer fra andre brugere