Læs dagbog

Puha jeg var tæt på at sige mit farvel i går. Tættere end jeg nogensinde har været i mit liv. Jeg havde skrevet mine farvel breve og sad med pillerne i hånden. Havde endda ringet til min mor og spurgt om hun kom op til mig, så jeg ville blive fundet før jeg var helt uigenkaldelig. Jeg er ikke sikker på hvad holdt mig tilbage, muligvis tanken om min familie og min veninde.
tankerne er dog her stadig og føler det er et spørgsmål om tid. Jeg skal snakke med min behandler i morgen og er ikke sikker på om jeg skal fortælle om mit næsten forsøg. Hun vil nok lade mig indlægge og jeg vil næsten ikke bære skammen. ved godt det ikke er noget at skamme sig over, men tingene er anderledes i min familie. Jeg er allerede det sorte får, med min kontanthjælp og diagnose. Så en indlæggelse vil ikke just pynte. Plus jeg er ikke sikker på om jeg har styrke til at kæmpe for livet, måske jeg har givet op og en indlæggelse vil bare trække tiden ud.
Det er underligt, men jeg er klar i hoved og tristheden er der, men ikke så voldsomt og mine vrangforestillinger eller tvangstanker er ikke så generende. Ideen om at ikke skulle være her mere har bare printet sig fast og vil ikke slippe igen. Det føles som om jeg skal gøre det. Hvad nu hvis det bare er en tvangstanke, eller noget andet?
Er så usikker på om jeg skal snakke med hende om det. Og hvad med min familie og veninde? vil de overhoved kunne lide mig hvis jeg blev indlagt? jeg har holdt dem bag lyset i så lang tid, mon de vil kunne tilgive mig? Er så forvirret..