Læs dagbog

jeg læser samme sætning igen for anden gang. jeg forstår stadig ikke, hvad den forsøger at fortælle mig.

Kant snakker om den evige fred og hvordan mennesker vil kunne opnå et samfund uden krig, og jeg føler mig både fortabt og arrig når jeg forsøger at lade det sive ind.
han siger: hvis der ingen stående hære er, hvis vi ikke har konflikter der omhandler lån og penge, ja så vil krige ikke opstå. jeg siger at mennesket er så vredt og dårligt at intet vil kunne undgå en krig. vi bruger dem til at kunne leve med alt det andet på.
krig er terapi.

jeg udskyder alting lige for tiden: mine følelser, min koncentration, mit studie, mine konflikter.
jeg venter og venter og håber, at i næste uge er det bedre, i næste uge vil jeg sove mindre og lave mere, og i næste uge vil jeg kunne tackle det med øjnene åbne.

mit sind er en overfyldt skraldespand dagen før opsamling.

alle rummene i mig er tomme med ødelagde møbler og gardiner der er trukket ned.

jeg puster mig selv i ansigtet når jeg går ude i kulden og mine briller dugger til.

jeg lader som om at nogen kan høre mig når jeg skriger ind i puden så jeg skriger lidt højere.

er der nogen nogen der ser mig når jeg bider mig selv i armen for at holde mig vågen, når jeg bagefter suger det blod der pibler frem med tungen og tænker at det ikke er så galt igen.

jeg vil gerne: bæres henover det glohede kul og vågne op i marts.

jeg vil gerne: elskes uden betingelser, uden at der bliver stillet krav om en bestemt slags adfærd, om monogami og en slags fortrolighed der nu pludselig kun skal være mellem den elskende og jeg.
man kan ikke have en kæreste når man ikke er villig til at gå på kompromis med en eneste ting. jeg vil: bevare alt som det er, men bare gøre det hurtigere. mere vågent.

jeg overraskes af dem omkring mig.
en siger jeg er blevet hardcore: at jeg trækker på skuldrene når taget braser sammen igen. jeg bygger et nyt tag, men denne gang stærkere og mere ubrydeligt.

hvad sker der: når ilden får fat i spidsen af mit hår og bevæger sig faretruende tæt på mit ansigt:

hvad sker er når det forsvinder?
når jeg ikke har mere hud til at dække over kødsåret?

jeg mærker ikke meget men jeg mærker:
jalousi, når andre er bedre mennesker end jeg

vrede, når jeg ikke selv formår at kopiere dem


resignation, når jeg accepterer at jeg ikke er dem.


jeg vil gerne være en der ser nyhederne og i stedet for at græde højlydt, så skriver jeg et læserbrev og sender det til Fyns stifttidende med mit navn og mærker det "tingenes tilstand" og fortæller alle hvad de gør forkert. men nej.

jeg græder når det sner, jeg græder når jeg vågner.

jeg er fyldt ud med hæslige tanker om andre og utilstrækkeligheden der er iboende i mig. kan jeg blive som dem
kan jeg assimilere mig nok til at ingen bemærker min vrede?
til at man opdager min åbenlyse irritation over alting, at jeg godt ved at det her er håbløst?


jeg har groet en majestætisk kønsbehåring for første gang i mit voksne liv.

jeg beundrer den når jeg står i badet. den er så sort og mægtig!

når jeg skal sove om natten, så klapper jeg den nænsomt, og forestiller mig at den er en gammel ven, der er her for at trøste mig mod min ulyst mod livet og dem der er i det.

jeg lader det gro og hver eneste dag bliver det mere omstændigt og hjemligt.

det er råt og kruset.
jeg putter shampoo i det, og ser på mig selv i spejlet: hvis bare det kunne dække hele min krop, hele vejen op af maven og til halsen, så jeg var helt dækket til og umulig at genkende, holdt varm af eget skød.


jeg siger til min veninde, at jeg har groet det med min manglende sexlyst og interessere i fysisk intimitet.

det er derfor, det er blevet så langt!
jeg kan børste mine tænder så de ikke falder ud, men jeg kan ikke holde tanken ud om at blive holdt om i sengen.

andre menneskers krop giver mig ingen friktion eller spænding. jeg ser den og tænker kun at den er deres, og det er fint for dem. huden er kroppens største organ. jeg ser på videoer af ravne på youtube og jeg forestiller mig at jeg nok bliver genfødt som en, så jeg kan ligeså godt lære nogle tricks nu.

januar må gerne være slut. jeg er færdig med den.