Læs dagbog

jeg har ikke sagt det til nogen endnu, og jeg ved heller ikke om jeg har tænkt mig at gøre det. mine veninder ville dømme mig, jeg tror muligvis de ville forsøge at få mit indlagt hvis de vidste det, og der er ingen der forstår at jeg aldrig nogensinde vil tilbage til det sted, hvor alarmen går i gang midt om natten og hvor man bliver tvangsfodret af plejepersonalet mens man græder. jeg vil ikke, jeg vil ikke tilbage.

er begyndt at se ham igen.
jeg kunne ikke holde til det mere.
jeg græd hver dag. måske fordi jeg var gået af min medicin, måske fordi han er min sjælefrænde og jeg savnede ham.
uanset grunden, så slugte jeg min stolthed og skrev til ham "hvordan går det?" og han svarede mig, og samme dag sad vi på gulvet i hans lejlighed og drak rødvin.
et par dage efter kom vi til at have sex.
det var det bedste sex jeg har fået længe.
jeg har ellers været i seng med to andre mænd inden, men det var tamt, uden følelser, det var som at blive klappet på ryggen af min onkel.
han tog mig op af væggen, bed mig i øret og vi sov nøgne ved siden af hinanden.
nu ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal gøre.
har ændret hans navn i min telefonbog så mine veninder ikke opdager at det er ham, jeg hele tiden skriver med, for selvom jeg kan sige nok så meget til dem at vi ikke skal være kærester igen, så ved jeg ikke helt selv om jeg køber den.
vi kan åbenbart ikke finde ud af at lade være. han er et åbent sår når jeg prøver at ignorere at han findes, og han er et benbrud når jeg giver efter.
det er en midlertidig lappeløsning på vores relationsproblemer, og jeg får ondt i maven når han skriver med andre piger, men okay, jeg sidder herhjemme og drikker rosévin og hører vores sang mens jeg venter på, at der kommer en date forbi.
jeg har vasket gulv af nervøsitet, skiftet sengetøj og taget make up på men jeg kan stadig mærke min puls på mit håndled.

jeg snakkede i telefon med den ene af mine to bedste veninder i 2,5 time i dag.
hun sagde, at de havde været bekymret for mig længe, faktisk i fire-fem måneder, hun sagde, at de havde snakket om det næsten hver dag, og at de havde skiftes til at "holde øje" med mig. de havde til sidst planlagt at lave en slags intervention for at få mig på min medicin igen, det eskalerede ved at jeg ringede stortudende ude fra handicaptoilettet på universitet, jeg nærmest skreg ind i telefonen at jeg ikke kunne mere, at jeg ville blive siddende der, lige der på marmorgulvet, og at jeg ikke ville til eksamen, at jeg ikke ville noget som helst.

så kom hun ud og hentede mig, og hun sagde til mig at jeg skulle gå til min eksamen, og hvis det gik skidt så måtte jeg gøre det igen, men at jeg skulle i det mindste forsøge.
jeg gik grædende til skriftlig eksamen, ja, jeg tog solbriller på derinde og eksamensvagten var henne og spørge om der var noget galt, og jeg sagde ja men lad venligst være med at spørg, og jeg skrev den forbandede opgave, og jeg bestod sgu, ja jeg bestod selvom jeg græd og måtte gå ud flere gange for at hyperventilere, og hver gang så var min veninde i mine tanker: du kan for fanden godt vilhelmine, du er så tæt på dit mål, kom så!
og jeg tænkte på mit mål, og jeg tænkte på dem studievejleder i gymnasiet der sagde, at jeg nok aldrig ville blive til noget hvis jeg gik ud af den dør, og jeg gik ud af den dør, og nu er jeg bachelor, jeg er snart cand.mag.arts, og fuck dem alle sammen, jeg ved godt de er så mange cand.mag at man kan fodre svin med dem, men jeg vil gerne være svinefoder, i det mindste fik jeg et formål, og fuck forøvrigt også den matematiklærer der engang kaldte mig umulig, for jeg var ikke umulig, jeg var bare 15 og næsten lige blevet voldtaget, næsten lige forsøgt selvmord, og næsten lige oplevet min mor være min far utro i tre år og så blive separeret ved at hun flyttede ud uden at sige noget mens vi var på ferie til Frankrig.
Ja, fuck dem alle sammen, for jeg klarede det, og nu starter jeg på kandidaten, og det kan godt være jeg tager dårlige valg, men jeg er ikke umulig og jeg er ikke ingenting, og medicinen hjalp ret hurtigt. jeg sov 16 timer den første nat jeg tog det igen, og jeg ringede helt groggy og væk til min veninde og sagde at jeg elskede hende, men at nu ville jeg lige sove lidt igen, så det gjorde jeg.