Læs dagbog

Jeg ved godt at jeg skriver det samme igen nu, men jeg venter altså stadig på mit brev..

Min sag om en skp var jo med på møde d. 30. Januar. Dagen efter fik jeg mail om at det blev et afslag, og at hun ville sende mig et brev med grunden og en anke vejledning. Jeg fik kun den mail, fordi jeg selv havde bedt om det, og skrevet at jeg var ok med, at det i den kun blev et ja eller nej. At detaljerne først ville komme i brevet senere. Jeg var så ikke klar over hvornår senere var, og er det jo stadig ikke..

Jeg rykkede d. 8. februar og fik svar d. 10. Februar, om at der nok ville gå 14 dage inden der var noget på vej. Siden har jeg ikke hørt noget.. Nå men det kommer jo nok engang.. Min sagsbehandler vil gerne hjælpe mig med at anke, når jeg engang får mit brev. Det er jeg glad for.

Jeg skal starte på arbejdsprøvning igen efter Påske. Samme sted som sidst. På kompetence centret, hvor de sendte mig hjem efter en enkelt dag, fordi de ikke mente at kunne håndtere mine problemer.

Jeg var der 1 dag d. 5. december. Dagen efter skulle jeg til et møde på kommunen, og fik at vide, at sagsbehandleren også skulle tale med mig. Og der fik jeg at vide, at de havde ringet derudefra, og sagt at efter det de havde set den første dag, så mente de ikke at jeg hørte til derude. Så det blev stoppet igen.

Socialrådgiveren, der har lavet social afklaring på mig, mente at jeg skulle arbejdsafklares et sted, hvor de har forstand på sådan en som mig. Og nævnte 2 steder i rapporten. Jeg har meget svært ved at ha' tillid til når folk fortæller om muligheder, fordi jeg altid plejer at falde uden for målgruppen, når det kommer til stykket. Men når nu det stod sort på hvidt, så tænkte jeg at der måske alligevel var noget om det.

Jeg tjekkede dem på nettet. Det ene sted var målgruppen 16-40 år. Jow, jeg er 48, så jeg er nok meget for gammel til det. Det andet sted så godt ud, og jeg så ingen begrænsninger, så jeg troede på at det nok skulle gå. Men undrede mig alligevel over det første..

I forrige uge, der ringede min sagsbehandler og fortalte at jeg skulle i arbejdsafklaring igen. Hun sagde først det ene sted, hvor jeg var for gammel, men det vidste jeg jo godt. Men så sagde hun at jeg heller ikke kunne komme det andet sted hen, fordi det er en anden kommune, og de tager kun fra egen kommunen. Så jeg skulle ud på samme sted som sidst. Og hun havde arrangeret et møde til i torsdags i sidste uge.

Hun har i mellemtiden haft møde med lederen derude, og han har læst hele min sag, og sagt at han nok tror at de godt kan alligevel. Og nu skulle vi så derud til stormøde. Sagsbehandler, socialrådgiver, lederen, min kontaktperson, hvis jeg skal starte, og mig. Lederen havde så ikke tid alligevel, så det blev hende der står for de ene værksted i stedet for, så vi var stadig 5.

Det virkede som om at mødet gik ud på at sagsbehandleren ville overbevise dem om, at de godt kunne håndtere mig, og at de skulle vurdere hvad for en snegl jeg var, for at se om de nu også selv troede på at de kunne. De var slet ikke sikre, da vi gik, og aftalen blev, at de skulle vende det med lederen bag efter, og så give besked. Det var planen, at jeg skulle starte d. 15. Marts, hvis det var. Så jeg regnede ikke med at jeg skulle vente lige så længe på det her svar, som det andet jeg stadig venter på..

Jeg har så lige fået svar i går. Mail fra min sagsbehandler. Om at jeg først skal starte tirsdag eller onsdag efter Påske pga. at hende der står for værkstedet har ferie, så hun ikke kan være der for mig. Fint nok med mig, det er jo alt det ustabile, som jeg ikke kan håndtere. Så er glad for, at det er ”normalt” fra første dag jeg er der, så jeg kan lære de rigtige rutiner.

Men nogle af de ting, som de snakkede om til mødet, at de ville gøre for at jeg fik et bedre forløb, det er helt misforstået. Ting de havde besluttet inden jeg kom, at det ville jeg nok ha' det bedst med, at de gjorde det sådan. De spurgte mig ikke, de fortalte mig bare, at det havde de bestemt.

Jeg fik så mange informationer den dag, og der var så meget snak fra 4 personer, nej nok kun de 3, men alligevel. Jeg kan slet ikke overskue at finde rundt i det hele, og slet ikke at forholde mig til det de siger, når det er sådan. Jeg mærkede en modstand inden i, over noget af det de sagde. Jeg følte mig overrumplet. Jeg ville protestere, men vidste ikke over hvad, og hvad jeg skulle sige. Så fik jo ikke sagt noget. Og de snakkede jo stadig, og jeg skulle jo også høre hvad de sagde.

Uh det lyder næsten som de var meget væmmelige, men det var de altså ikke. De var nok bare som når 4 damer er sammen og snakker. Det er mig der ikke kan håndtere almindelig snak. Men det er altså svært at forklare hvordan. Og selv om jeg kunne forklare dem det, så de kunne forstå det, så var det nok også svært for dem, at huske at gøre det.

Jeg har vendt det med min psykolog i tirsdags, alle de ting, der forvirrede og frustrerede mig på mødet. Men ellers ville jeg ikke gøre mere ud af det, før jeg vidste om jeg skulle starte derude. Men det skal jeg jo så.

Så nu har jeg skrevet en hel masse ned, hvor jeg beskriver mine reaktioner på det de ville gøre for at jeg fik et bedre forløb, og hvorfor jeg føler at det er misforstået hensyn. Og hvorfor jeg ikke kunne sætte ord på det til mødet og sagde det der, men først fandt rundt i det da jeg kom hjem.

Nu jeg tænker efter, så fik jeg kun fortalt noget fra min sidste arbejdsplads, om hvordan jeg reagerer i nogle situationer. Og spurgt om noget af det, som jeg vidste fra sidst, at jeg var i tvivl om. Fordi jeg aldrig fik svar, da jeg spurgte dengang , selv om jeg spurgte flere gange.

Jeg fik slet ikke kommenteret på det de fortalte, at de ville gøre anderledes denne gang. Jeg kan åbenbart ikke bearbejde nye indtryk og forholde mig til dem, sådan lige nu og her. Jeg skal ha' ro til at sortere det, inden jeg kan overskue det. Og det får man jo ikke til sådan et møde med 5 personer.

Nå men alt det, som jeg nu er nået frem til, og som jeg jo skulle ha' sagt til mødet. Det vil jeg jo gerne fortælle dem inden jeg starter derude. Det omhandler jo bl.a. de særbehandlinger, som de vil give mig, og som jeg ikke føler er rigtige. Det bliver kaos, hvis jeg først skal til at prøve at forklare dem det, den dag jeg starter. Og måske har de slet ikke tid til at høre på det lige der fra morgenen af.

Jeg er nået frem til, at når jeg får brevet med møde dato, så vil jeg prøve at skrive til min kontaktperson derude. Og fortælle at jeg har nogle ting ang. deres planlagte særbehandling, som jeg gerne vil fortælle dem inden jeg starter. Og spørge om jeg må sende det på mail.

Jeg føler faktisk, at hver gang jeg har været til møde. Så har jeg brug for et ekstra møde efterfølgende. Fordi når jeg kommer hjem og får ro til at få styr på al det info jeg har fået til mødet, så popper alle de spørgsmål op, som jeg burde ha' stillet til mødet. Og så sidder jeg der bag efter, med en million spørgsmål og relevante kommentarer, og har ingen steder at gøre af dem..

Nu føler jeg mig godt nok lidt ”langsom”, når jeg skriver sådan ;-)

I det jeg skrev, for at sætte ord på mine tanker, om det de havde sagt til mødet, der var bl.a. en forklaring på hvorfor det ikke føltes rigtigt, det de ville gøre for mig. Og så fortsatte jeg med det her:


”Sagt enkelt, så har jeg nok "bare" brug for, at alting bliver forklaret, specielt alt det underforståede.
Men det er jo nok svært for andre, at sætte sig ind i, hvad det er jeg ikke forstår, og har brug for at få forklaret ekstra detaljeret.

Den "smøre" som XX kom med, da hun fortalte mig om hvordan tingene foregik. (og så lidt af det hun sagde, så de måske kan genkende hvad jeg hentyder til)
Det var noget jeg kunne forstå og forholde mig til. Det var ren fakta, uden alt muligt andet, til at forvirre mig.

Det kan godt være, at i synes at livet er kedeligt uden smalltalk. Og er vant til at en sætning/samtale skal indeholde lige dele smalltalk, fakta og underforståede budskaber.
Men jeg forstår hverken smalltalk eller det underforståede. Og bruger enormt meget energi til at sortere i det jeg hører, for at prøve at finde ud af hvad der menes.
Jeg har meget nemmere ved at overskue det, når det kun er fakta.. Det info, som jeg skal bruge, og ikke andet end det..”


Men er det til at forstå, det jeg skriver..??
Forstår i hvad jeg mener med det..??
Kan jeg mon forvente, at de også vil forstå hvad jeg mener..??

Jeg håber det.. Så vi kan få en ordentlig kommunikation, uden at jeg bliver frustreret over, at de ikke svarer på det jeg spørger om. Måske tror de, at de svare, men jeg forstår det bare ikke. Det var meget det der gik galt sidste gang, med den anden kontaktperson.

Det er et lidt blandet indtryk jeg har fået af hende, min nye kontaktperson. Jeg håber at det bliver bedre. Hun kan jo godt snakke, så jeg forstår det, hvis hun bare vil gøre det. Det beviste hun jo i det eksempel jeg skrev om.

Nårh ja, det med at socialrådgiveren havde foreslået 2 steder, som jeg alligevel ikke kunne komme ind under, det havde en logisk forklaring. Men den fik jeg kun tilfældigt på mødet.

Ved at hun fortalte min nye kontaktperson, at hun havde troet, at hun kunne købe en person derfra hvor jeg var for gammel. Så den person skulle hjælpe med kommunikationen mellem en almindelig arbejdsplads og mig, så jeg kunne blive prøvet på den måde. Det kunne man så ikke, men det var da et godt forsøg.

Det andet sted, hvor de kun tager fra egen kommune. Der plejer de vist at tage alle, men har i øjeblikket for mange selv, så derfor tager de kun fra egen kommune lige nu. Det kunne hun vel heller ikke forudse.

Jeg er bare ked af, at jeg ikke får sådan noget at vide. For jeg bliver så frustreret over, at de tilsyneladende bare slynger om sig med en masse muligheder, som ikke kan lade sig gøre i virkeligheden. Jeg bliver så skuffet hver gang.

Jeg har så svært ved at tro på, at der er nogle tilbud, der gælder for mig, for indtil videre har har jeg ikke oplevet at noget gør. Så når de får mig til at tro på det, så bliver jeg jo skuffet, når det alligevel ikke gør. Men også fordi jeg bliver skuffet over mig selv. Skuffet over at jeg igen var så dum at tro på, at jeg passer ind nogle steder.

Hmm nu fik jeg vist igen skrevet alt for meget..

God dag derude
Knus kabu