Læs dagbog

Så er det i morgen

En side i dagbogen "2010"
Skrevet af kabu 10. april 2012 21:22

Ja i morgen skal jeg starte på arbejdsprøvning. På kompetence centret igen, hvor jeg også var en enkelt dag i December. Dengang der gik det ikke specielt godt. Og de ringede til kommunen og sagde at de ikke kunne afklare mig, så det blev stoppet igen efter bare en dag.

Selv om min socialrådgiver havde fundet flere steder, der kunne afklare sådan en som mig, så kunne det altså ikke lade sig gøre alligevel. Det ene sted var jeg for gammel og det andet sted tog kun fra egen kommune. Så der er ikke andre steder at sende mig hen, så min sagsbehandler har fået overtalt dem til at prøve med mig igen.

Jeg var jo til møde derude, sammen med min sagsbehandler og socialrådgiver d. 1. Marts, og ugen efter fik jeg at vide at jeg skulle starte i morgen. Jeg synes dælme at den tid er gået stærkt. For et par dage siden var der over en måned til, nu er det lige pludselig i morgen.

Jeg har ikke lavet noget i al den tid. Bare prøvet at gemme mig for uroen over det. Men nu skal jeg da lige love for at den har overfaldet mig. Jeg har været på shopping det meste af dagen. Bare gået rundt og set på butikker. Der har jeg ikke rigtig mærket så meget.

Men da jeg kom hjem i eftermiddags og lige skulle sidde og slappe af med et par kabaler, så kom det. Helt vildt. Jeg kan ikke finde ud af at trække vejret ordenligt. Føler ikke rigtig at min hjerne får nok ilt. Jeg er svimmel og meget ukoncentreret. Spændinger, så jeg snart har fået samlet sammen til en ordentlig spændingshovedpine. Det ryster og bobler og syder inden i.

Jeg havde sat noget vasketøj over da jeg kom hjem. Og da jeg ville ud at hænge det op, så blinkede maskinen så underligt. Jeg blev helt forvirret over det, indtil det gik op for mig at den ventede på at blive tændt. Argh altså, det havde jeg glemt. Så måtte jeg jo bare tænde den og gå ind og vente igen.

Jeg har fået mit brev med afslaget på bostøtten. Jeg fik det d. 13. Marts. 6 uger efter at hun var til det møde hvor de besluttede at det skulle være et afslag. 6 linier stod der, ud over klagevejledningen. Det er en linie om ugen. Det er dælme ikke specielt effektivt. Men det værste er at det var dateret d. 20. Februar. 3 uger før jeg fik det. Ja ok, det giver jo så 2 linier om ugen..

Jeg gik fuldstændig i panik, for jeg kunne jo ikke på nogen måde bevise at jeg først havde fået det den 13. Marts, det stod jo kun uden på en næsten neutral kuvert. Så nu havde jeg kun 1 uge til at klage og ikke de 4 uger, som jeg skulle ha'. Jeg skrev til min sagsbehandler og fortalte det. Hun havde lovet at hjælpe mig med at skrive klagen. Hun kunne heldigvis godt se mit problem med at bevise det, og gav mig en tid et par dage efter, så vi kunne få den af sted rettidigt i forhold til deres forkerte dato, så der ikke ville blive noget bøvl.

Begrundelsen for afslaget var noget min psykolog havde skrevet i hans udredning. Noget de helt klart havde misforstået eller bare brugte som undskyldning. Jeg fik ham til at skrive et notat om hvordan det han havde skrevet skulle forstås, og det er vedlagt som bilag. Og som han siger, så kan de da ikke bruge den samme begrundelse, når han har skudt den ned. Og det vil se mærkeligt ud hvis de finder på en ny. For hvis de holder fast i afslaget, så skal de sende den til nogle andre, der så skal se på det.

Der stod at de skulle sende den videre inden for 4 uger, men at det sædvanligvis bliver gjort inden for 2 uger. I går er det 3 uger siden de modtog klagen, så jeg burde vel snart høre noget. Jeg ved det ikke, men jeg forventer da at de informere mig hvis de sender den videre, fordi de holder fast i afslaget. Og hvis de ikke holder fast i det, så skal jeg da i gang. Så onsdag i næste uge, 4 uger og 2 dage efter de har modtaget den, der forventer jeg godt nok at høre noget. Jeg har ikke hørt noget om at de har modtaget den eller noget..

Nå men jeg vil gå ud og se om mit vasketøj er færdigt denne gang.. Og prøve at berolige mig selv med en kop varm chokolade med lidt rom i. Om ikke andet så smager det da godt.

Håber i andre har det bedre end jeg har lige nu..
Knus kabu

Kommentarer fra andre brugere

Hej kabu

Jeg håber, det kommer til at gå godt i dag. Om ikke andet så får du det prøvet af igen, og hvis det ikke går, er det måske også til din fordel. En dag ad gangen, ikke?

Sender dig mange tanker!
Knus fra jhn

Skrevet af Anonym, 11. april 2012 09:33