Læs dagbog

Jeg er en løgner, en bedrager, en charlatan, en uærlig kujon og en fusker.

Lige siden jeg var højst 14 eller 15 har jeg være det man kalder en faker. En der giver sig ud for at være en person man ikke er, enten for at opnå noget eller for sjovs skyld.
Jeg høre til den kategori af dem der vil opnå noget. Jeg ville opnå at få lov til at se de piger jeg altid drømte om at se, nøgne vel og mærket. Og det er jeg så sandelig også kommet til. Jeg har set utroligt mange pur-unge piger klæde sig af foran skærmen. Men de klædte sig ikke af for mig, men for den person de troede var mig. De troede at jeg var en høj, muskuløs flot ung mand som gav dem opmærksomhed, roste dem og deres attributter, ligegyldigt hvordan de end så ud og mest af alt, en fortrolig. Jeg har fået piger til at tro at jeg var forelsket i dem, udelukkende så jeg en dag kunne få lov til at se deres bryster, deres skridt, røv og hvad jeg nu ellers gerne ville se. Alt det jeg selv manglede i mit liv. Det som alle jeg kendte havde. Opmærksomhed og lidt kærlighed.

De sendte mig billeder af dem selv. Billeder de udemærket godt vidste at jeg ville spille pik til. Og når tiden så endelig kom til at de ville mødes, blokerede jeg dem eller ignorerede dem. Jeg har slet ikke nogen af de billeder tilbage nu efter jeg gang på gang har sagt til mig selv at jeg vil stoppe. Men jeg falder altid i igen.

Hvorfor gør jeg det? Opmærksomheden. Spændingen ved at være en anden. Men også bare bevidstheden om at når man ser godt ud kan man komme meget meget længere end den lille, småfede behårede fyr jeg er. Jeg elsker jo at drømme mig væk. Jeg elsker at drømme at jeg er et smukt menneske med en lækker krop. Jeg lever i den drøm, uden at kunne realisere den. Det er det jeg elsker, men også det jeg hader mest. Det ødelægger mit selvværd, men jeg kan ikke stoppe. Jeg elsker at spille rollen som den flotte, selvsikre, stilsikre fyr der altid får fat på damerne og hiver dem med i seng.

Jeg skammer mig over mig selv.
Dette er den første gang jeg nogensinde har indrømmet at jeg laver denne slags. Men jeg kan ikke holde op. Det er virkelig svært. Det er som heroin. Jeg lever mig ind i den drømmeverden fordi den virkelige er for svær. I den virkelige verden kan jeg slet ikke komme tæt på pigerne. Jeg tør knapt nok at have øjenkontakt med dem. Og de gider mig ikke hvis jeg endelig kommer tæt på dem. Jeg er den evige ven. Også selvom jeg gør det klart fra starten hvad jeg vil.
Min ensomhed gør mig ulykkelig, mine fakerprofiler rundt omkring på nettet gør det lidt lettere for mig at overleve ensomheden. De er som en slags trøstespisning, bare med virkelighed i stedet for kage.

Jeg er så desperat og frustreret over ikke at have en kæreste at jeg kunne græde når som helst, hvor som helst. Jeg har jo ingen kærlighed i mit liv. Kun fra min familie, men det er jo ikke den slags kærlighed jeg behøver. Jeg behøver intimitet, kram, kys og den slags. Ellers dør jeg fandme! Til helvede med det lorte Asperger Syndrom! Det ødelægger mit liv!

Jeg ville tage hvem som helst som kæreste sådan som tingene er nu. Derfor inviterede jeg en pige hjem til mig i går aftes og hun sov hos mig. Jeg blev forbløffet over hvor utrolig ucharmerende jeg egentlig er. Ikke at jeg er beskidt eller er sjofel, jeg har bare ingen charme. Ingenting har jeg. Det føles mest af alt som om min personlighed er død. Jeg kunne ikke rigtig få hende til at grine, vidste aldrig rigtig helt hvad jeg skulle snakke om, så jeg lod hende tage styringen over samtalen. Jeg tror ærlig talt at hun kedede sig i mit selvskab. Hun smuttede også en 15 minutter efter hun var vågnet. Jeg føler mig så ufattelig ubrugelig.
Problemet er at jeg ikke har nok selvtillid til at spørge om de dybere emner og på den måde virkelig for alvor lære hinanden at kende. Altså, virkelig vise en reel og dyb interesse.

Men jeg er da blevet optaget på universitetet... selvom det er en lunken fornøjelse oven på alt det her.