Læs dagbog

Kære dagbog

Shit hvor går tingene bare nogen gange så stærkt at det er svært at følge med...

Fredag var min sidste dag i arbejdsprøvning. Sidste dag hvor jeg skulle arbejde gratis. Sidste dag. Fra på tirsdag hedder det flexjob - 20 timer om ugen - MED LØN... det bliver fandeme fantastisk!! Jeg glæder mig helt vildt til at jeg om en måned får min første løn :-)

Her til det sidste har det været hårdt. Jeg har virkelig været nødt til at holde alle i kort snor for at sikre at alt faldt på plads til tiden.

Mange opringninger og mails. Til sagsbehandler. Til virksomhedskonsulent. Til fagforening. Til socialrådgiver. Til chefen. Til sekretæren. Puha siger jeg bare!

Det er enormt frustrerende synes jeg! Og der gik selvfølgelig også kludder i tingene til sidst.

Da der ENDELIG kom svar fra HK om hvad de mente mindstelønnen skulle være for mig (hvilket løntrin) blev jeg fantastisk glad. Bare for næste dag at få at vide at kommunen ikke ville gå med til det. Derfor blev lønnen lige sat 3000 kr ned om måneden. Øv. Jeg kan ikke forstå at HK og virksomhedskonsulenten bare sagde ok til dette uden videre. Måske fordi jobbet kun er en midlertidig stilling på 3 mdr. Jeg ved det ikke. Synes det er meget mærkeligt at jeg ikke havde noget at skulle ha' sagt!!

Da jeg så var på arbejde onsdag var jeg nødt til at presse på for at sikre at min virksomhedskonsulent fik de ting hun skulle bruge. Det var sidste dag hvis hun skulle nå det inden d. 1. juni.

På et tidspunkt er jeg så inde ved sekretæren - og så får jeg bare et møgfald uden lige!! Jeg var fuldstændig uforberedt. Havde slet ikke paraderne oppe. Blev virkelig taget med bukserne nede.

Hun er en rigtig bitch. Tror hun er chef for hele biksen. Taler frygteligt til folk. Som om alle andre er dumme og hun er den eneste med 3 hjerneceller eller derover. Hvis man skal bruge noget fra hende er det vigtigt, at man starter med at sige et eller andet i stil med "nahj hvor er den bluse fin" eller sådan noget fis - for så er hun villig til at hjælpe. Ellers får man bare en klagesang om hvor travlt hun har osv osv.

Men anyways - der stod jeg og lyttede til hendes brok. Hun har en meget høj stemme som kan høres i mere eller mindre hele afdelingen... og det betød at alle nu kunne høre hende bebrejde mig for at kræve for meget i løn. Lige meget at jeg på INTET tidspunkt havde krævet noget som helst - havde faktisk sagt at jeg ville acceptere hvad som helst bare for at få de 3 mdr. arbejde der kunne sikre mig ret til fuld ledighedsydelse bagefter. Men det var HK der havde sagt hvad de mente mindstelønnen var. Jeg havde INTET med det at gøre. Men jeg fik højlydt at vide, at jeg da ikke kunne få sådan en løn - det var jo mere end nogle af dem der havde været der flere år fik... og jeg kunne jo ikke gå ind og presse lønniveuaet og bla bla bla. Jeg var fuldstændig chokket!

Hvad fanden foregik der? Hvorfor mente den bitch - som bare er SEKRETÆR - at hun skulle diskutere løn med mig??? Og hvorfor skulle jeg beskyldes for alt muligt??? Og hvorfor skulle resten af afdelingen høre det???

Jeg forsøgte at forsvare mig lidt - men det er virkelig svært at få et ord indført med hende... Hvis man siger noget - så snakker hun bare højere og fortsætter... Hun overhører/overdøver totalt andre (ikke kun mig). Til sidst sagde jeg bare "hør nu her - jeg har ikke krævet noget. Det er HK der har spillet ud - uden at kontakte mig først!"

Og så gik jeg. Ind på mit eget kontor. Var i chok og smågræd. Tårerne trillede lidt og jeg skulle virkelig kæmpe for ikke at miste kontrollen. Hold kæft hvor var det ubehageligt. Var så bange for at nogen ville komme ind og se det. Overvejede at gå ud på toilettet men var bange for at jeg så rigtig ville begynde at tude. Så jeg blev siddende. Skrev en mail for at distrahere mig selv. Så kom der en der skulle spørge om noget arbejdsrelateret. Jeg svarede. Så pakkede jeg mine ting og gik. Havde heldigvis fri. Skyndte mig bare at smutte uden at sige farvel til nogen.

Jeg havde en halv time til at komme ned til det sted hvor jeg går i en samtalegruppe. Var virkelig glad for vi havde møde den dag for ellers ville jeg ikke have haft nogen at snakke med om det. Jeg fik fortalt hvad der skete - mens jeg tudede helt vildt. Jeg var virkelig chokeret og rystet.

Den måde hun talte til mig ramte mig virkelig. Vækkede gamle følelser i mig. Jeg følte mig så uretfærdigt beskyldt. Og jeg følte at jeg blev behandlet som et barn. Jeg blev fuldstændig sat tilbage i en situation hvor jeg ikke var i stand til at forsvare mig.

Nå men jeg fik snakket lidt om det og troede at jeg havde det bedre.

Men da jeg kom hjem tudede jeg igen. Og det gjorde jeg faktisk hele aftenen og langt ud på natten. De depressive træk fik rigtig godt fat - og da jeg endelig faldt i søvn ved 3 tiden var jeg fast besluttet på at jeg ikke ville komme der igen. Never ever.

Torsdag morgen meldte jeg mig syg. Kunne ikke magte at skulle derind.

Paranoiaen havde overtaget. Jeg var så bange for at folk snakkede i krogene om mig og om at jeg krævede helt vildt meget i løn og at jeg var en bitch og alt muligt andet...

Og ja, JEG VED GODT AT JEG MÅSKE NOK OVERREAGEREDE men jeg kan ikke gøre for det... Jeg blev virkelig rystet og meget ked af det.

Torsdag græd jeg også meget. Men fredag tog jeg på arbejde. Undgik sekretæren hele formiddagen. Men til middag kom hun ind til mig med noget jeg skulle skrive under på. Nu var tonen en helt anden. Hun var overdrevet sød og smilende. Det gjorde ikke min forvirring mindre.

Måske hun selv har indset at hun gik langt over stregen - jeg ved det ikke.

En af dem som jeg deler kontor med spurgte til hvad der var sket og jeg forsøgte at forklare. Det endte med at lyde dumt og som om jeg var totalt lam og overreagerede vildt. Øv. Men hun var sød og forstående alligevel.

Nå men fredag gik og selv om jeg havde fri kl 14 kom jeg først derfra ved 16 tiden... uden at der kom flere sammenstød.

Jeg ved stadig ikke hvor meget der snakkes i krogene. Men ja - hvad fanden skal jeg lige gøre...

Det gør mig stadig rigtig ked af det bare at skrive om det... Jeg er virkelig nødt til at snakke med min psykolog om det på onsdag. Var meget tæt på at ringe til ham da det skete - og fortryder at jeg ikke gjorde det, for han kunne garanteret ha' talt mig lidt til ro. Men jeg føler nogen gange at jeg kræver for meget af ham og så lader jeg være at kontakte ham. Jeg ved godt at han jo bare kan sige stop - eller lade være at tage telefonen når han kan se jeg ringer... Men jeg ved ikke... jeg skulle nok bare ha' ringet. Dumme mig.

Jeg ved ikke noget længere. Ikke andet end at jeg ER ansat fra mandag. Men lønpapirer, ansættelseskontrakt, og alt muligt praktisk er stadig ikke på plads. Og det stresser mig!! Men nu gør jeg ikke mere for at presse tingene igennem. Jeg spørger ikke efter noget. Jeg vil ikke "kræve" noget. De kommer nok med papirene når de er klar. Jeg har afleveret skattekort - og så må jeg bare håbe, at jeg i det mindste er kommet ind i systemet inden lønkontoret skal afregne løn for juni måned.

Suk. Jeg HADER når sådan nogle ting ikke er på plads. Jeg HADER det virkelig. Det stresser mig ekstremt meget. Fylder voldsomt meget i mit hoved.

Men ja. Nu lader jeg det være. Siger ikke noget til sekretæren. Hun må selv komme til mig, når der er noget jeg skal skrive under på.

Wow... det bliver en lang dagbog. Men har brug for at "behandle" det der skete, så det forhåbentligt ikke bliver ved at fylde så meget.

Nu er det ved at være lyst udenfor. Klokken er 4. Jeg er træt. Og i morgen skal jeg arbejde... ekstra. Noget jeg ikke har nået i løbet af ugen... Tror der er 10-12 timers arbejde. Det bliver en lang dag i morgen. Det SKAL være færdigt til mandag morgen. Jeg har også arbejdet i dag, men ikke så meget. Kunne ikke samle mig om det. Så nu må jeg betale prisen for det i morgen... øv.

Det er absolut sidste gang jeg arbejder hjemme. Nu hedder det almindeligt arbejde fra næste uge. Så tæller alle timer. Ikke noget med noget ekstra. Jeg er færdig med at "bevise" mig selv.

Åh ja... der sker også en masse på "privatfronten" som jeg trænger til at sætte ord på... men det må blive en anden dag. Nu gider jeg ikke skrive mere. Er træt og trist og vil prøve om jeg kan sove.

Godnat derude!

Leely