Læs dagbog

Nå, nu kan jeg igen komme ind på DepNet, så her kommer lige en (lang) dagbog fra i går aftes...

Kære dagbog

Ihh hvor er det altså irriterende at DepNet er så ustabilt… hver gang jeg forsøger at logge på er det nede. Frustrerende synes jeg!

Kan snart ikke huske hvor lang tid siden det er, at jeg sidst har skrevet… Dagene går så stærkt for tiden – jeg kan ikke følge med. Og jeg har så mange op- og nedture at jeg slet ikke kan finde ud af tingene for tiden…

Egentlig er problemet ”bare” at jeg ikke kan overskue alle mine forpligtelser for tiden – jeg kan ikke følge med. Og folk har svært ved at forstå det – og det gør mig ked af det. Hvorfor kan de ikke forstå at jeg altså ikke kan klare lige så meget som de fleste kan? Jeg har brug for tid til at fordøje tingene… Jeg kan ikke bare køre på hele tiden – så brænder min motor sammen. Jeg KAN altså bare ikke…

Jeg er tit i tvivl mht. arbejde… Jeg er som sådan glad for det – de fleste kollegaer er flinke og behandler mig godt. Jeg befinder mig det meste af tiden godt på kontoret. Jeg føler mig en lille smule ”normal”, når jeg formår at gøre noget godt nok.

Men nogen gange har jeg svært ved at overskue det. Jeg har for mange sygedage. Det er ikke nemt for mig at komme af sted 4 dage om ugen… Og når jeg så ikke kommer af sted så æder den dårlige samvittighed mig op indefra. Det er ikke sjovt. Tværtimod. Det gør mig simpelthen så ked af det – og jeg skammer mig vildt meget.

Jeg tror konstant at ”nu har jeg styr på det” – og så går der højst et par dage og så er den gal igen. Suuuuk… Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det.

Det kan simpelthen ikke blive ved at gå! Jeg skal være mere stabil. Jeg vil ikke være sådan et pjækkehoved. Nu må det altså være nok!! Jeg må fandeme tage mig sammen!! Hører du, Leely?????? Det er SLUT med at have sygedage!!!

I fredags kom jeg heller ikke af sted… jeg var fuldstændig og aldeles kvæstet da vækkeuret ringede. Kunne slet ikke finde ud af noget. Og jeg kunne faktisk ikke gå. Jeg var til noget ”havefest” onsdag – og der fik jeg ca. 25-30 myggestik over hele kroppen. De 8 på venstre fod – 7 på højre fod. Og ja – ikke bare alm. myggestik på størrelse med en 25-øre. Nej, det er kæmpe myggestik som hæver voldsomt og opnår en diameter på op til 8-10 cm. Mine fødder gjorde virkelig ondt – og jeg kunne jo ikke få nogen sko på… De eneste jeg nogenlunde kunne få på var de Ecco-sandaler jeg havde haft på da jeg blev stukket – men pga. hævelsen kunne jeg ikke lukke skoene – mine fødder var ALT for tykke…

Jeg har været nødt til at pumpe mig selv fuld af antihistaminer i de her dage bare for at kunne holde ud at være til – og derfor har jeg simpelthen været så sløv… Jeg kan ikke tænke når jeg får så meget allergi-medicin. Det er fandeme noget lort.

Nu er det ved at fortage sig – mine fødder har næsten normal tykkelse og myggestikkene er reduceret til nogenlunde almindelig størrelse… Det mærkelige er, at mine fødder er blevet blå – jeg har blå mærker, der hvor stikkene er… mystisk synes jeg nok…

I dag har jeg sovet længe – igen. Har faktisk sovet det meste af weekenden væk. Det havde jeg altså brug for.

Det var nogle hårde dage her i løbet af ugen – og jeg havde fået fyldt mere på programmet end godt var.

Onsdag var jeg ude af døren kl. 7.30. Først var jeg på arbejde til kl. 12.30. Derefter havde jeg gruppe fra 13-15. Og så havde jeg lige tid til at ordne et par småting inden jeg skulle til psykolog. Derfra havde jeg bestilt en taxi for 10 min. senere skulle jeg være i den anden ende af byen, hvor jeg var inviteret til middag hos min daglige leder sammen med kollegaerne fra min arbejdsgruppe. Jeg var først hjemme ved 1-tiden om natten. Næste morgen/formiddag havde jeg fri, så jeg skulle til Fyn til min mormors fødselsdag. Det var en lang dag og jeg var igen først hjemme efter midnat. Havde sindssygt ondt i mine fødder pga. myggestikkene – og ja, så var det jeg ikke formåede at komme af sted fredag morgen.

Jeg prioriterede helt klart forkert de dage – det kan bare ikke blive ved. Det må jeg ikke gøre igen. Jeg må indse at jeg ikke altid kan det hele. Jeg må lære at sige nej og passe lidt mere på mig selv. Åhh hvor har jeg dog dårlig samvittighed.

Men ja – jeg tror jeg vil skrive et par ord om mit psykolog-besøg. Ved stadig ikke hvad jeg skulle gøre uden ham… Han er godt nok utrolig vigtig for mig. Den tryghed jeg føler når jeg er der – den er helt unik for mig. På en måde mærkeligt for vi taler jo altid om ting der er svære og gør ondt – men ikke desto mindre føler jeg mig enormt tryg hos ham. Jeg VED og jeg STOLER PÅ at han kun vil mig det bedste. Jeg stoler virkelig på ham…

Det er lidt svært at forklare hvad vi arbejder med synes jeg. Det er ikke så klokkeklart som da vi arbejde med skemaer og klassiske kognitive teorier. Men jeg får stadig rigtig meget ud af det. Måske fordi vi taler om ting, som jeg ikke kan tale med andre om… jeg får ligesom tingene på plads… Jeg ved det ikke – det er svært at forklare.

For tiden snakker vi bl.a. om mit madforbrug. Men fuck hvor er det svært. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at være helt ærlig omkring det. Jeg skammer mig sådan. Det er virkelig svært. Altså, han er jo hverken diætist eller noget, men jeg er også sikker på, at problemet er mere psykologisk end noget andet, så jeg tror faktisk, at hvis der er nogen, der kan hjælpe mig lidt på rette spor, så er det ham. Men ejh hvor er det altså svært. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det… mad, overvægt, overspisning… ulækker og fed… jeg forstår ikke, hvordan noget så simpelt (kalorieindtag minus forbrug = vægtøgning eller vægttab) kan være så svært for mig at styre. Jeg forstår det virkelig ikke…

Men ja, det er i hvert fald forbundet men en fandens masse angst hos mig. At skulle ændre madvaner.

Jeg har så utrolig mange tanker om det… men har ikke lyst til at skrive om det mere… det gør ondt!

Tror lige jeg holder en pause nu…
------
Nå, nu er der gået et par timer – DepNet er stadig nede – træls. Så jeg skriver videre her i Word.

Jeg har nu fået fjernet den ulækre og kæmpestore opvask som stod og voksede… Rart. At komme helt til ”bunds” i køkkenet, så man kan give køkkenbordene en ordentlig tur.

Men det var nu ikke helt ”frivilligt”. Det er fordi der kommer håndværkere i morgen hele dagen… fra 10 – 18 skriver de. De er nok ikke lige i min lejlighed hele dagen, men de skal ordne hele opgangen… Der skal sættes nye varmemålere op – sådan nogen med radiosendere, så de ikke længere behøver at skulle komme og tjekke her hvert år. Det betyder så at de lukker for vandet hele dagen… Skal lige huske at lægge noget i køleskabet inden jeg går i seng!!

Nå, men de skal jo så ind i lejligheden – i alle rum. Så jeg var ligesom nødt til at fjerne den opvask. Det var for flovt at ha’ den stående. Jeg skal også lige ha’ støvsuget – men det må blive i morgen formiddag inden de kommer. Gider ikke mere nu.

Og ja – resten af rodet må de sgu leve med. Jeg gider ikke stå på hovedet pga. at de kommer. Skal bare lige gøre plads ved alle radiatorerne. Det er bare lige et problem i badeværelset – for vaskemaskinen spærrer for halvdelen af radiatoren derude… ved ikke lige om jeg selv kan skubbe den til side… ellers må de jo hjælpe mig.
------
Det er godt for mig at holde mig beskæftiget i disse dage – tror jeg. Det er selvfølgelig en balancegang. Jeg føler også et behov for at slappe af, men så snart jeg gør det, så overmander de negative tanker mig… Jeg kan ikke styre det helt i de her dage. Det er ikke sjovt.

Jeg var sammen med familien i torsdags – normalt noget folk synes er en god ting, men det var det ikke for mig. Jeg blev i dårligt humør af det. Det var mormors fødselsdag. 77 år. Hun er ikke en ung dame mere – og det kan efterhånden mærkes på hende. Hun har ikke det samme overblik mere. Bliver forvirret osv. Ikke dement – men det er nok den vej det går. Og ja – så måske ikke alligevel. Jeg tror nemlig rettere hun er deprimeret. Hun har også på et tidspunkt sidste år fået Cipralex – og der fik hun det TYDELIGT bedre. Blev mere klar i hovedet og mere glad. Men hun vil ikke tage dem. Hun er stædig. ”Piller gør mig mærkelig i hovedet”. Pjat gamle. Måske gør nogle piller der ør i hovedet – men ikke SSRI. ”Jeg har set i fjernsynet at det…”. Mormor for fanden – du kan ikke tro på alt hvad du hører!!

En del af modstanden handler også om fordomme… fordomme mod psykiske vanskeligheder/sygdomme osv… Hun er ekstremt fordomsfuld. Har slet ikke udviklet sine holdninger med tiden.

I stedet fokuserer hun på det fysiske. Og det er også hårdt for hende – det ved jeg godt. Lægen har henvist hende til Odense Universitetshospital for undersøgelse for nedsunken livmoder – vist med henblik på operation. Men hun har først fået en tid i november!

Det dur jo ikke. Selvom der er strejke gælder behandlingsgarantien stadig. Hvis der er mere end 1 måneds ventetid kan man henvises til privathospital (som dog også har lidt ekstra ventetid pga. strejken). Men ja – hun er ikke blevet henvist. Hun har ikke læst brevet ordentligt. Hun skal selv bede om det. I stedet brokker hun sig over hendes egen læge som ingenting gør rigtigt.

Jeg har gang på gang på gang sagt at jeg ville tage med til lægen og hjælpe med at forstå tingene – hvad foregår der? Hvorfor har mormor gået med smerter osv. i 3 år nu? Men nej. Det var ikke nødvendigt. Hun havde sagt det til lægen. Lægen ville ikke gøre noget. Suukk… Jeg er ikke i tvivl om at hun ikke forklarer tingene ordentligt til lægen – og at hun misforstår hvad lægen siger til hende. Jeg er ikke i tvivl.

Så i torsdags – da alle gæsterne var kørt bortset fra mine forældre og mig – ja så bragte jeg tingene på banen. Bad om at se brevet. Forklarede at der jo stod at hun selv skulle sige hvis hun ønskede at komme i behandling et andet sted. Hun fattede intet. Blev ved at sige at lægen jo ikke gjorde noget. Hun har en tid ved lægen i morgen – for at høre hvordan det går, tror jeg. Jeg insisterede på at tage med. Så må jeg ofre de penge det koster i togbillet. Så tilbød min mor også at tage med. Det er trods alt nemmere for hende for hun bor kun 8 km derfra. Jeg har 3 timers transport hver vej. Men nu kunne det bare være nok. Jeg hidsede mig lidt op. Talte med store bogstaver – som jeg aldrig før har talt til min mormor. Men nu skal der altså styr på tingene. Hun blev også ved at sige hun ikke vil ha’ de antidepressive. ”Det er jo lykkepiller”. Vi diskuterede længe. Til sidst gav hun sig og min mor skal så med til lægen i morgen. Så håber jeg de får svar på nogle ting.

Blev også gal på mine forældre. Kan ikke forstå at det er mig, der skal sætte skub i tingene. Jeg er den, der bor længst væk. De andre ser hende hver uge. Hvorfor kan de ikke tage lidt ansvar i stedet for bare at vende det blinde øje til? Det ramte forhåbentligt lidt – men jeg er ikke sikker…

Suk. Ja, jeg blev sgu i dårligt humør over det hele. Det var bare en dum dag.

Alle 4 oldebørn var også med. En på 4 år, en på 21 mdr. og to på hver 9 mdr. Så der var jo skrig og skrål hele dagen lang. De er rigtig søde børn – men det er for meget med alle 4 på så få kvadratmeter – hvis vi ikke havde kunnet lege med de store på græsplænen, så var det gået helt galt.

Og nåh ja – så kom min mor og morbror også op at skændes på et tidspunkt.

Det er simpelthen for meget kaos for mig. Og jeg var for træt til at kapere det.

Og så blev jeg skuffet over, at der ikke bliver spurgt ordentligt til mig… jeg fik faktisk ikke fortalt, at jeg har fået arbejde. Jeg ved ikke, hvor meget de forskellige ved om mig og min sygdom… men der er ikke rigtig nogen der spørger. Det synes jeg er træls. Som om de er bange for mig… suk. Var så glad for at have fået arbejde – nu havde jeg endelig noget godt at fortælle, men så er jeg åbenbart ikke interessant.

Ved godt jeg ego-tripper her, men jeg blev bare skuffet. Jeg er sgu altid opmærksom på at spørge til dem og deres ting – børn, nye job, nyt hus osv. osv.

Suk.

Nå. Nu er jeg ved at være træt. Og jeg bliver mere og mere negativ i mine tanker – så jeg slutter nu. Så må jeg se om jeg overhovedet kan få det på DepNet på et tidspunkt.

Leely