Læs dagbog

Kære dagbog

Kæft hvor er jeg sølle... I onsdags havde jeg en laaang dag - tog hjemmefra kl 07.30 og på arbejde. Derfra direkte til gruppe. Derfra direkte til psykolog. Og så var kl. 18 og jeg var endelig på vej hjem - meget træt. Så jeg tog ind og købte en kyllig-bacon sandwich i en meget velbesøgt sandwich-shop her i Århus. (Den er så velbesøgt at folk ofte står i kø helt ud på fortovet). Jeg var hjemme ca. 18.30 og der gik ikke længe inden jeg spiste min mad. BIG MISTAKE. Ca. 1½ time senere havde jeg begyndende mavepine - og ikke lang tid derefter begyndte jeg at få diarre - og hurtigt derefter også voldsomme opkastninger... Der var ingen tvivl: det var madforgiftning af en slags. Jeg havde haft det helt fint hele dagen - ikke det mindste ubehag. Og nu kastede jeg op + havde diarre hver 45. minut plus en temperatur, der bragede afsted.

Det var en sindssygt hård nat. Jeg fortsatte med at "være utæt i begge ender" i ca. 12 timer - og så holdt det pludselig op... Men nu må man altså også sige at jeg var helt tom indvendig! Den der med at kaste op igen og igen - og ikke have andet end mavesyre at komme af med - det er fandme hårdt synes jeg nok!

Feberen fortsatte med at rase afsted - fra næsten normal og op til næsten 40 - op og ned hele tiden. Det var hårdt. Og samtidig gjorde hele min krop ondt - fra den yderste tånegl hele vejen igennem kroppen og ud til de spaltede spidser af mit hår. Fuck hvor var jeg sølle. Jeg lå og rystede af kulde. 2 dyner over mig. Ville gerne vende mig, men dynerne føltes som bly - jeg havde ikke kræfterne til at vende mig...

Jeg var virkelig sølle... og katastrofetankerne fik frit løb.

"Hvad nu hvis det er salmonella? Det kan jo tage rigtig lang tid at komme over... Hvad så med min arbejdsprøvning? Den kan jeg jo så ikke gennemføre. Og så ryger min fleksgodkendelse. Og så skal jeg blive på nuværende indkomst. Og så kan jeg ikke betale mine regninger. Og så... Og så... Og så... Og hvad med arbejde? Jeg har jo lovet... Åh altså... det er også for dårligt, at jeg bliver syg... Jeg er fandme et dårligt eksemplar af et menneske."

Det var nu torsdag aften - et døgn var gået. Feberen rasede op og ned. Jeg har altid haft tendens til at få høj feber, når jeg er syg - og har tit været et pænt stykke over 41. Men det til trods har jeg aldrig haft febervildelse eller hallucinationer. Men nu lå jeg her med sølle 39 og pludselig fik jeg mareridt og nærmest hallucinationer. Det var ikke sjovt. Der var rotter (!) overalt. Adr.

Omkring kl. 21.30 besluttede jeg at ringe til mine forældre. Ved ikke helt hvorfor. Men vidste at jeg var nødt til at skulle til læge fredag. Og jeg kunne bare slet ikke overskue at skulle i bad, med taxa til læge, vente i venteværelset, med taxa videre på apotek, og så hjem igen. Det var simpelthen ikke menneskeligt muligt for mig. Jeg kunne jo dårligt klare at gå fra sengen og ud på toilettet... Bogstavelig talt!

Så jeg ringede hjem. Mor tog den. Jeg spurgte, om hun havde fri fredag. Nej, hun skulle møde kl. 13. Hvorfor, spørger hun. Fortæller at jeg er syg. Så siger hun at enten hende eller far nok skal komme og hjælpe mig. Jeg har ikke engang flere smertestillende. Og jeg har virkelig også brug for noget sodavand med sukker, så jeg kan få blodsukkeret stabiliseret. Men far er ikke hjemme og kommer først hjem ved 23-tiden. Vi aftaler at hun ringer igen, når han kommer hjem.

I mellemtiden fortryder jeg, at jeg ringede. Helt ærligt - jeg er 31 - jeg kan sgu da ikke ringe til min moar bare fordi jeg er syg!

Men hun ringer så ca. kl 23. Jeg siger, at vi bare kan snakkes ved næste morgen - så har jeg det nok bedre. Men hun synes ikke rigtig om det... "Skal jeg ikke komme?". Jeg siger nej - vi snakkes ved i morgen. 3 minutter senere ringer telefonen. Mor fortæller at hun lige lægger dynen ud i bilen og så kommer hun altså. Så kan hun køre mig til læge og apotek næste morgen - og så køre hjem på arbejde. Jeg forsøger at sige nej, men hun insisterer, og jeg har ikke kræfter til at diskutere.

Der er 135 km herop. Så da klokken er næsten 01 er hun her. Jeg lukker hende ind og kravler tilbage i sengen. Jeg har det skidt og ømmer mig højlydt - også i søvne - får jeg senere at vide. Min krop gør simpelthen så utrolig ondt.

Fredag morgen går det lidt bedre - jeg har tydeligvis overreageret. Men nu er hun her. Hun går over og handler lidt. Jeg går i bad. Og kl. 11 skal jeg til læge.

Jeg er stadig meget sølle - og har ondt i kroppen, kvalme, hovedpine osv. Er også meget dehydreret - tør simpelthen ikke spise eller drikke noget.

Lægen mærker mig på maven - lytter til maven/tarmene - og min historie. Hun siger, at det heldigvis ikke kan være salmonella, for så er man længere tid om at blive dårlig. Puha. I stedet mener hun, at det må være colibakterier. Hun fortæller også at antibiotika er en dårlig ide - det de bruger mod madforgiftning har mange voldsomme bivirkninger og "kommer dårligt overens" med min normale medicin. Så med mindre jeg bliver ved at have feberture skal jeg bare gå hjem - tage smertestillende og paraghurt - og hvile.

En tur på apoteket - og hjem i seng. Mor kører igen. Jeg hviler resten af dagen. Sover rimeligt i nat - og on and off til kl. 14. Står op - nu uden feber. Har spist 2 stykker franskbrød med pålægschokolade og drukket en del vand og cola.

Nu har jeg det bedre. Er stadig sølle, men kan f.eks. holde ud at sidde her og kan også holde ud at høre musik og sådan lidt igen.

Men føj for fanden det har været en hård omgang. Den er klart i top 3-4 stykker af det værste af, hvad jeg har oplevet af somatisk sygdom. Jeg ville ikke ønske, at det skulle ske for min værste fjende.

Og nu er jeg bare vred. Vred på den dumme sandwich-biks, som solgte mig en inficeret sandwich. Men jeg har jo ingen beviser - jeg spiste jo lortet - og kastede det derefter op. Men en ting er sikkert: jeg handler ikke hos dem mere!!!



Det er rigtig træls på flere måder faktisk. De sidste uger har været vildt travle. Der sker simpelthen SÅ meget. Noget knap så godt, men også rigtig meget godt. Jeg føler, at jeg "rykker mig".

Påsken gik godt. Jeg var på besøg hos familien. Og det var nogle gode dage. Jeg havde det stadig godt, da jeg tog hjem - og det er meget usædvanligt. Jeg havde mod på det hele på arbejdet. Det gik også godt. Jeg glædede mig til nye opgaver - følte mig lidt ovenpå.

Så sent som onsdag lige inden jeg kom hjem var jeg ved psykolog. Og det var rigtig rigtig godt. Det var en hård omgang - meget. Men det var godt. Det rykkede.

Og så fik jeg lige pludselig den her lige højre - og røg i gulvet med et brag.

Nu skal jeg ha' rejst mig igen - og finde rytmen igen. Og jeg er nervøs for om jeg kan det... Jeg har så dårlig samvittighed over for dem på arbejdet - jeg svigtede jo både torsdag og fredag. Det er så dårligt af mig. Øv.

Jeg ved at madforgiftning kan ske for alle - men jeg synes bare det var et uretfærdigt slag... Hvorfor skal jeg hele tiden væltes omkuld????

Jeg kæmper i månedesvis for at finde det rette spor - og gang på gang bliver jeg skubbet af sporet - og så skal jeg starte forfra. Sådan føles det.

Jeg håber at endnu en hviledag i morgen kan hjælpe lidt på humøret...

Leely... som er ret ynkelig lige nu...