Læs dagbog

Kære dagbog

Det er yderst sjældent at det sker, at jeg synes sådan - men jeg må indrømme/erkende, at der er faktisk er to mænd, som er "stjerner" i mit liv - på hver deres måde! To mænd som jeg rent faktisk kan regne med!

Den ene er min bror - hvis jeg spørger om jeg må låne penge, siger han altid "selvfølgelig" - det er altså dejligt og bare rigtig sødt af ham! Det er altid svært at spørge - og jeg gør det kun når det er ABSOLUT nød. Men det er bare rart at jeg kan spørge - uden at blive udspurgt om "hvorfor" osv. Rigtig rart!

Den anden - det er min psykolog! Han er bestemt også en "stjerne"! Jeg er super-glad for ham - glad for at han gider høre på mit ævl, at han ta'r mig alvorligt, at han (tilsyneladende) har et oprigtigt ønske om at hjælpe mig! Han er min redningsbåd. Mit holdepunkt.

Jeg ved godt, at jeg skal lære at klare mig uden ham. Men det er jeg ikke klar til endnu. Basta. Og jeg gider ikke ha' dårlig samvittighed eller skamme mig over det!! Han giver mig tryghed - og han hjælper mig. Derfor holder jeg fast i hans "bekendtskab"! Og det vil jeg ha' lov til!

Jeg har lyst til at "reklamere" for ham - for jeg har det bare sådan, at jeg tror han kan hjælpe rigtig mange... Men ja... Det gør jeg på en måde også - min gruppe og min veninde hører i hvert fald meget om hvor fantastisk han er... he he...

Jeg var derude i dag - for første gang i over 2 mdr. Det var bare så rart at skulle derud. Glædede mig. Jeg føler mig tryg - og det er sjældent, at jeg gør det. Og jeg føler jeg får omsorg - noget jeg virkelig savner til hverdag. Ikke omsorg som f.eks. knus og kram osv. - slet ikke. Det ville jeg finde TOTALT grænseoverskridende og forkert. Det er bare hans måde at snakke til mig på - hans måde at forstå mig på - og hans måde at lytte på... Når jeg siger ting som jeg virkelig mener - men godt ved er grimme og dumme ting - så svarer han ordentligt... og han udfordrer mine udtalelser og overbevisninger... Og dét er omsorg i mine øjne. Ikke noget med bare at afvise det jeg siger og føler... Ikke noget med at nedgøre mine følelser.

Det er sådan noget der gør, at jeg er glad for ham. Og tryg ved at komme hos ham. Jeg stoler helt sikkert på at han fortsat kan hjælpe mig.

Og ja - han skal fortsat hjælpe mig. Vi tog i dag hul på at snakke om mit problem med at møde stabilt på arbejde. Problemet er angst - blandt andet. Og hans påstand var klokkeklar: det problem kan vi gøre noget ved. Så det håber jeg bare er sandt!

Vi snakkede også lidt om min mor i dag... Og jeg vil gerne gå og tænke lidt videre over det... men jeg tror at jeg nu ser at selvom jeg løsrev mig meget fra familien, da jeg flyttede til Århus - så er der stadig noget, der mangler at "løsrive sig"... Jeg skal finde en måde at løsrive mig fra hendes indflydelse på mit liv - lyder enkelt ikk'? ;-) Hun har selvfølgelig været en god mor på mange områder - men hun har sgu også gjort noget skade! Ingen tvivl om det! Der er så mange ting som jeg er bange for - og det er en frygt hun har "installeret i mig". Frygten for at vise svaghed - den er stor! Og totalt ødelæggende! Og det er helt klart noget jeg har fra hende... På en eller anden måde har jeg fået en leveregel, der hedder: "Du må ikke vise svaghed. Du må ikke være en fiasko. Du skal være normal - eller helst lidt bedre end normalen".

Men jeg HAR altså svagheder... Og jeg kan ikke leve et fuldgyldigt liv uden at de viser sig nogen gange... Og jeg vil altså gerne leve et "fuldt" liv - men det er svært som bare satan at gøre op med de ting, som man har fået indprentet helt fra barns ben af...

Nå jeg vil runde emnet af - det er ting der skal tænkes videre over og "bearbejdes"... Ingen tvivl om det...

Lige nu - ja, der har jeg det vist ok... Tror jeg. Jeg er meget træt - det har været en lang dag, hvor jeg har været afsted i 11 timer (arbejde, gruppe, psykolog, handle ind), så det er lidt svært at "mærke mig selv". Men jeg synes det har været en god dag. Trods alt.


Og så noget helt andet:

Til dem som skriver kommentarer i mine dagbøger: TUSIND TAK! Det varmer virkelig - og jeg er meget glad for, at I skriver. Desværre er jeg enormt dårlig til at skrive tilbage... Og det er jeg meget ked af! Jeg har bare svært ved at overskue det... Der sker så meget i mit liv for tiden - arbejdsprøvning, kursus, ny bostøtte, osv osv. - så jeg kan bare ikke finde overskud til alle de ting jeg gerne vil... Men jeg er i hvert fald taknemlig for de søde ord og gode råd, der kommer!!


Og med det - så vil jeg slutte dagens beretning... og så vil jeg se og komme i seng - i morgen tidlig starter en ny og lang arbejdsdag...

Sov godt alle sammen!

Leely