Læs dagbog

Kære dagbog

Torsdag skete det så - jeg blev bonusmoster til en lille velskabt dreng... Fantastisk :-) Jeg har stadig ikke set ham, men glæder mig meget til det!

Det er min veninde der har født - og eftersom jeg ikke har nogen søster og dermed aldrig kan blive moster, så har jeg fået lov at være moster for hendes børn.

Jeg er rigtig glad på min veninde og hendes mands vegne - det er jo intet mindre end fantastisk med sådan et lille vidunder... Min veninde ringede torsdag mens jeg var på arbejde og fortalte, at nu var det sket, så da jeg fik fri, gik jeg ind og bestilte en mor-barn buket, som blev leveret på sygehuset næste dag... den blev de heldigvis glade for. Jeg syntes ligesom, at de skulle ha' en hilsen, eftersom jeg ikke kommer og besøger dem, før de kommer hjem fra sygehuset. Jeg har meget langt derned, så vi har aftalt, at jeg venter til de kommer hjem, for så kan jeg blive der et par timer, når jeg nu ta'r den lange vej. Så det er fint - men jeg er da godt nok nysgerrig efter at møde lillemanden... og give min veninde et knus.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg er glad på deres vegne - det ER jeg virkelig. Men det gør da også lidt ondt... for det er jo mit største ønske selv at få sådan en lille en... og det gør ondt at se, hvor "let" det lykkedes for dem - og hvor svært det er for mig... Så ja, jeg er da jaloux. Ikke fordi jeg ikke under dem deres lykke - men fordi jeg også gerne vil have den lykke.... Svært at forklare....

Men det gør i hvert fald ondt helt inde i hjertet... jeg føler mig utrolig "tom" indeni... jeg mangler i den grad håb om, at det en dag også vil lykkes for mig...

Hvorfor skal ALTING være så svært???

Det er virkelig et spørgsmål, der tit dukker op i mit hoved. Jeg synes, at ALT er sådan en kamp. Hvorfor sker det aldrig, at man opnår noget uden at det skal være en kamp? Jeg er træt af at kæmpe hele tiden... Træt af at alt skal være så svært.

Jeg ved godt, at der er nogen, der har det meget sværere end mig... men man kan jo altid finde nogen, der har det sværere end en selv. Det bliver jeg ikke mere tilfreds med mit eget liv af.

Suk... jeg ved ikke hvad jeg vil sige med det her... skifter lige emne.

-----

I morgen eftermiddag skal jeg ha' besøg af nogle tøser jeg går i gruppe med. Det plejer at være ganske hyggeligt, men jeg er i tvivl om, hvor mange der overhovedet kommer... Vi plejer at gå en tur, spise kage og bare sludre. Jeg har købt nogle småkager og lidt chokolade - og ellers har jeg købt ind til at lave noget frisk frugtsalat - og så noget vanillecreme til. Kunne desværre ikke få nogle jordbær... øv! Men fik købt en masse andet lækkert frugt - kiwi, vandmelon, honningmelon, cantaloupe melon, banan, vindruer, ananas, brombær... det må så være nok.

De kommer ved 13-tiden - - men min lejlighed er stadig rodet... jeg er nødt til at stå op i ordenlig tid i morgen, så jeg lige kan rydde lidt op og fjerne opvasken og vasketøjet. Det er egentlig ikke så slemt, skal bare lige tage mig sammen til det. Skulle jo bare ha' gjort det i dag - men som altid har jeg været træt og doven. Jeg har virkelig bare holdt fri i dag. Sovet længe og slappet af. Det trænger jeg til efter at have været tidligt oppe i 5 dage i træk. Men heldigvis kom jeg igennem denne uge uden sygedage - og jeg håber/forventer virkelig, at jeg kan gøre det samme i næste uge også. Jeg må virkelig prøve at gøre en indsats for at minimere de sygedage. Vil forsøge at tage "en uge ad gangen"... og så virkelig være opmærksom på ikke at lægge for mange planer ved siden af arbejde...

Der er to ting jeg skal fokusere på lige nu: at begrænse mine sygedage - og begrænse mit madforbrug. Sygedagene er det jo så gået fint med i denne uge - maden er lidt sværere synes jeg. Jeg har ikke været meget slem i denne uge (dvs. ikke hver dag i hvert fald) - men i går syndede jeg virkelig. Jeg gik nemlig på Mc D. Jeg havde ikke nået at holde frokostpause på arbejde - så da jeg skulle handle på vej hjem fra arbejde var jeg simpelthen VILDT sulten, og så ku' jeg bare ikke modstå tanken om junkfood. Det var rigtig dumt. Dumt. Dumt. Dumt. Hvorfor fanden er jeg så glad ved junkfood???? Grrr...

Men ja - jeg prøver virkelig at begrænse mine ædeflip - og jeg skal også til at på vægten regelmæssigt, så jeg kan motivere mig selv. Og fastholde mig selv. Jeg har jo kunnet tabe mig før - så jeg burde da for pokker kunne gøre det igen! Hvor svært kan det være??? MEGET SVÆRT!!!

Tjah - det er altså de to "små" opgaver jeg kæmper med for tiden... sygefravær og vægt. Puha... Det er altså to store kampe i mit liv!

-----

I dag har jeg følt mig... ensom... ja, bare ensom. Jeg savner at føle glæde. At føle lyst. Men lige nu er det ensomhed der er i mit hjerte. Det er dels savnet efter at blive gravid. Men også bare almindelig ensomhed.

Jeg savner nogen at snakke med - nogen der forstår mig, viser omsorg og interesse. Nogen jeg kan stole på - nogen jeg kan dele mine tanker og min frygt med.

Hvorfor har jeg ikke sådan en person i mit liv? Den nærmeste jeg kan komme det, det er min psykolog. Så det er tit ham jeg savner. Det er mærkeligt måske. Men jo - jeg har savnet hans omsorg i dag... hans oprigtighed. Og den tryghed jeg føler i hans selskab.

Suk... nu tuder jeg igen... hvad fanden er der galt med mig? Føler mig så frygtlig tom indeni... har lyst til at fylde tomheden med mad... kvæle følelserne med mad... suk...

Leely