Læs dagbog

Kære dagbog

I dag er det hele bare noget lort!! Jeg er i totalt dårligt humør - trist og tvær og bare ked... Græder igen og igen...

Jeg føler at verden stiller så fandens mange krav til mig - og jeg kan ikke gøre det godt nok... kan simpelthen ikke.

I formiddags havde jeg besøg af min bostøtte... Jeg er stadig ved at lære hende at kende - og hende mig. Men det er svært... svært at "starte forfra" og svært at fortælle om og forklare alle mine problemer og issues og lort igen. Det kræver kræfter og en indsats som jeg har svært ved at gøre.

Jeg var ked af det i dag og græd meget mens hun var her... Blev rigtig ked af det - ikke bare sådan stille tårer der løber ned af kinderne, men nærmest virkelig gråd. Det er hårdt. Jeg hader det. Bliver så bange for at jeg ikke kan holde op igen.

Jeg ved godt, at det er hendes job at presse mig lidt - men nogen gange er det bare ikke sjovt at blive presset... og føle sig misforstået.

Hun forstår slet ikke at jeg har indstillet mig på et liv uden en mand... Hun forstår ikke hvor voldsom og svær en ting det er for mig... At det ikke bare er et "valg" men nærmere en betingelse... Det er skidesvært at forklare - men altså... jeg VED jo at jeg aldrig finder kærligheden. Aldrig finder én der ville kunne holde ud at være i nærheden af mig. Og ikke mindst VED jeg, at jeg ALDRIG ville kunne magte at lade en mand røre ved mig igen!! ALDRIG ALDRIG ALDRIG. Sådan er det bare... det kan ikke ændres. Så hvad skal jeg gøre? Jeg kan jo ikke gøre andet end at indrette mit liv efter de betingelser der nu engang gælder - de kort jeg har fået på hånden.

Jeg kan godt høre på hende, at hun synes det er lidt mærkeligt at en voldtægt der skete for så mange år siden, stadig har sådan en effekt på mig... Og ja, det har den - men det er jo mere end det. Men altså - jo, den nat blev mange ting ødelagt - jeg blev "ødelagt" - min fremtid blev ødelagt... min sjæl blev splintret i en million stykker... og jeg sidder her med en lille tube superlim og forsøger at lime stumperne sammen. Jeg tror jeg har fået samlet omkring 10 stumper - men så er der også 999.990 stumper tilbage før jeg igen er "hel". Så nej - jeg bliver aldrig hel igen. Bliver aldrig normal. Bliver aldrig i stand til at leve et normalt liv.

Men jeg har fundet en drøm om et liv, som jeg ville være glad for... et liv som kan leves trods de begrænsninger jeg må indrette mig efter.

Drømmen er at leve et liv:
- hvor jeg arbejder i fleksjob
(og jeg har jo så endelig fået godkendelsen, så den del er ved at være virkelig),

- hvor jeg har økonomisk stabilitet
(her er der meget LANG vej endnu),

- hvor jeg har få men nære venner
(det arbejder jeg på, men det går stille og langsomt fremad),

- hvor jeg har styr på min psyke
(her er jeg trods alt noget mere stabil end jeg længe har været),

- hvor jeg har styr på mine fysiske skavanker
(her går det rigtig skidt - mere om det senere),

- OG HVOR JEG ER MOR TIL ET BARN!!!
(her er der uendelig lang vej igen).

Egentlig synes jeg ikke det er så meget "forlangt" - at ønske sig sådan et liv. Men ja, det er det så åbenbart alligevel. Jeg kan i hvert fald ikke finde ud af det...

Nå... jeg ved ikke hvad jeg vil sige med det her. Ved bare at jeg var ked af det, da min bostøtte havde været her. Kunne ikke forklare tingene ordentligt... følte mig presset.

---

Da hun gik havde jeg lige en halv time til at få samling på mig selv, inden jeg skulle med bussen ud til lægen. Har haft et blodtryksapperat med hjemme, så jeg selv kunne tage blodtrykket og skrive det ned.

Nu skulle jeg så op og aflevere det og vise lægen tallene. Jeg vidste godt at det ikke var så godt - blodtrykket er stadig for højt. Suk. Havde ikke lyst til at give hende papiret.

Men ja det gjorde jeg - og nej, det var ikke godt. Jeg er nødt til at tage mere medicin for det. Så nu har jeg fået endnu en daglig pille. Suk.

Desuden skal jeg tage nogle vitaminer - for mit B12 niveau er alt for lavt.

Og - så er mit fucking kolesteroltal også alt for højt. Så hvis det ikke er bedre i august, så skal jeg også ha' piller for det...

For helvede hvor er jeg træt af det hele. Gider ikke alle de idiotiske skavanker og piller. Bare fordi jeg er for fed og for dum. Og jo - det er jo netop det der er galt. Langt de fleste af mine fysiske problemer skyldes at jeg er fed og ulækker. Det psykiske - ja, det må jo være fordi jeg er dum...

Jeg skal altså tabe mig. Det skal jeg bare. Det kan ikke passe, at jeg i en alder af 31 har helbredsproblemer i stil med en 82-årig. Det er simpelthen bare for meget. For pinligt. For trist.

Jeg begyndte også at tude oppe ved lægen. Kunne bare ikke holde tårerne tilbage. Kan ikke overskue alle de her ting... Synes simpelthen det er for meget.

Vi snakkede lidt om at ændre i mit antidepressive - men ja, nu hvor lægeklinikken jo lukker i 3 uger i sommerferien, så er det jo ikke det smarteste tidspunkt at gøre det på. Og i øvrigt venter jeg jo også (stadig!) på at komme til en psykiater for at blive udredt... Så derfor blev beslutningen at vente med at ændre på noget til jeg har været ved psykiater. Han har nok alligevel tænkt sig at ændre på tingene.

Så ja - det endte med at jeg gik fra lægen med en ny recept på endnu et blodtrykssænkende præparat. Og så skal jeg igen ha' tage blodprøver om 14 dagen - og til lægen et par dage efter. Nu må jeg så ind og hente de piller i morgen... suk. Gider ikke mere. Blodprøven skal tages for at teste nyrerne fordi der kan blive problemer med dem pga. de nye piller. Suk altså. Jeg er træt af læger og medicin og elendighed.

Får man aldrig en reel chance for at leve det liv man drømmer om? Jeg synes drømmen driver længere og længere væk. I takt med at jeg bliver federe og federe - dårligere og dårligere - ja, så driver drømmen længere og længere væk.

Måske er det tid til at indse, at jeg aldrig får mulighed for at blive mor... *græder græder græder*

Leely