Læs dagbog

Kære dagbog

Mærkelig dag. Har sovet en del... ikke videre produktivt...

Skulle ha' haft besøg af en veninde, men hun måtte desværre aflyse - og så gik jeg ligesom bare i stå og fik aldrig noget ud af dagen...

Men jeg må jo prøve om jeg ikke kan komme lidt i sving igen i morgen - der er stadig mange ting herhjemme, som jeg gerne vil ha' ordnet.

Selvom jeg ikke har noget jeg skal - så smutter dagene for mig og jeg når bare ikke ret meget. Jeg har dog fået vasket en masse tøj - og også sengetøj, badeforhæng og sådan nogle ting, som jeg ellers har udsat længe, så det er rart.

Jeg har også fået bagt lidt... en kage fordi vi skulle hygge i dag - men det blev så ikke til noget... Og så har jeg bagt franskbrød og fået lagt 2 hele brød i fryseren. Det er rigtig rart.

Hvad ellers? Jo jeg har ryddet op i køleskabet - nu skal det "bare" vaskes af og gøres rent også... måske i morgen?

Det mest trælse - at vaske vinduer - det har jeg ikke fået gjort. Og det er bare irriterende. Jeg skal sgu ha' det gjort!! Snart!!

Vinduerne - og oprydning i soveværelset er de 2 store projekter jeg har... og jeg bliver konstant ved at udsætte begge dele... Jeg hader mig selv, når jeg er så doven...

Ang. soveværelset - jeg overvejer at rokere lidt om derinde... at smide skrivebordet ud og måske anskaffe et ekstra klædeskab eller en ekstra reol i stedet, for at give mere plads til opbevaring... ved det ikke rigtig... har jo heller ikke rigtig penge til det.

Nå... nyt emne.

Skal til en jobsamtale på tirsdag. Ved ikke rigtig... det er ikke ligefrem et drømmejob. Men man kan vel ikke tillade sig at være vanskelig, når man er arbejdsløs...? Må vel tage hvad jeg kan få og så håbe på det bedste... Hm. Det er sgu egentlig noget lort... hvorfor kan jeg ikke sætte mig selv op til det?

Er træt af min situation i forhold til arbejde (og dermed også økonomi). Det er bare en belastning, som ikke gavner mig en skid. Jeg vil gerne ha' arbejde...... og så alligevel ikke???? Nej det passer ikke, men jeg synes bare ikke om at starte på nyt arbejde - det er angstprovokerende - og derfor bliver jeg fanget i sådan et "skal-skal ikke" dilemma... Jeg vil gerne, men jeg tør ikke, men jeg er nødt til det, men jeg har egentlig ikke lyst... osv osv. Jo længere tid der går, jo værre bliver det! Jo sværere bliver det!

Hvis arbejdsløsheden kun er 1,6 % hvorfor fanden kan jeg så ikke finde et (godt) job??? Der må virkelig være noget seriøst galt med mig... Virksomhederne skriger på arbejdskraft - og her sidder jeg - højtuddannet kvinde på 32 - og jeg kan ikke finde nogen, der kan bruge mine evner... How pathetic am I??? Suk.

------

Bliver en noget negativ dagbog... og ja, det er de ting jeg tænker på lige nu. Men... hvordan skal jeg forklare det... altså, jeg har det sådan set ikke skidt som sådan. Jeg er "bare" frustreret... og måske et brokkehoved. Men jeg kan godt anerkende, at jeg i det mindste ikke er voldsomt ked og trist - altså ikke specielt meget depressiv. Og det er selvfølgelig positivt. Og jeg håber at de holder ved!! Jeg synes faktisk, at jeg gør meget for at holde min depression i ave. Jeg går til gruppe hver uge - nogen gange er det hårdt, fordi de andre sådan set har det noget værre end jeg har, men jeg tror det er et vigtigt holdepunkt for mig, så jeg holder fast i det. Jeg har også besøg af bostøtte en gang om ugen igen... igen for at holde mig selv lidt fast. Tror det er godt at gøre, når nu jeg kun har råd til at gå til psykolog en gang om måneden...

Men jeg savner sgu psykologen. Det gør jeg virkelig. Jeg savner trygheden helt vildt. Så meget at jeg får tårer i øjnene. Hvad pokker er det for et mærkeligt behov??? Hvordan er jeg lige blevet så afhængig af en professionel? Hmm... ja, det er jo nok fordi han ikke længere "bare" er en professionel i mine øjne... Han er blevet en jeg stoler utroligt meget på...

Der er ingen andre i mit liv, som jeg stoler på i samme grad - slet ikke. Og det gør jo, at jeg savner ham - for så er der ikke andre, der kan hjælpe med at opfylde det behov jeg har...

Lorte-behov. Hvorfor er jeg ikke en maskine? Hvorfor skal man absolut have "menneskelige" behov? Jeg hader når jeg har "behov"... For sådanne behov er jo udtryk for følelser af en slags - hader virkelig følelsesmæssige behov. I hvert fald 9 ud af 10 gange...

For der er umiddelbart et behov jeg kan komme i tanke om, som jeg ikke hader... Det er det med at få et barn... det er jo selvfølgelig et ønske - men også et behov faktisk. Skal til samtale med en fertilitetslæge om 10 dage... jeg glæder mig, men jeg er så enormt bange for at blive skuffet igen... Så jeg tænker faktisk ikke så meget på det lige i de her dage... prøver at lade være... prøver at tænke, at jeg må tage det som det kommer... men det er svært.

I går aftes fik jeg øje på en lille pose som ligger inde i soveværelset. I den ligger et sæt babytøj... jeg har selv købt det sidste år, da jeg ligesom fik taget hul på alle de her planer. Det er sikkert latterligt... men det har bare en eller anden symbolsk værdi eller sådan noget... en følelsesmæssig værdi. Og jeg tror, at hvis jeg nogensinde får drømmebarnet - så bliver det barnets første sæt tøj... Noget med "at slutte ringen"... fra jeg først begyndte at "kæmpe" for at få det barn jeg ønsker - til den dag barnet bliver født.

Da jeg fik øje på posen røg der i hvert fald en masse følelser op i mig... og jeg stod længe med tøjet i hænderne...

Mon drømmen nogensinde bliver virkelighed?????

Jeg hader uvished... der alt for meget uvished i denne verden. I mit liv. Hader det virkelig.

------

Smerter. Synes desværre, at jeg har stigende problemer med smerter i mine fødder. Selvom det er noget lort, så ta'r jeg faktisk smertestillende hver dag for tiden. Det gør bare så ondt... Ikke sådan en skarp smerte - det er svært at forklare... men det "trykker" nærmest. Hele tiden. Og i begge ankler. Det er virkelig ubehageligt. De smertestillende hjælper - og ellers så hjælper det kortvarigt, når jeg kan få anklerne til at "knække" (ligesom man kan knække fingerled), men kun i ganske kort tid. Er sgu nogen gange lidt bange for om det er slidgigt eller sådan noget... Og når jeg så oven i købet har ondt i hulfodssenerne (som jo har gjort ondt i 20 år) og siden i sommers også i achillesenen ved højre ankel - ja, så synes jeg faktisk, det er ved at være lidt meget. Faktisk er jeg ganske dårligt gående mange dage... og nogen dage gør det så ondt, når jeg rejser mig op fra en stol, sofa, seng, at jeg er ved at falde... så kan det virkelig give et jag i fødderne som gør ondt. Men den smerte kan jeg faktisk bedre leve med end den der "trykkende" fornemmelse... for den kan jeg ikke rigtig gøre noget ved, andet end at tage smertestillende eller knække ankelled. Det er ikke sådan, at det hjælper hvis jeg ligger vægt på leddene eller omvendt - det er bare konstant.

Hmm. Tror jeg er nødt til at få snakket med lægen om det. Igen. Måske det er på tide at få fødderne ultralydsundersøgt, så det kan blive afklaret, hvad det er. Eller om det bare er i mit hoved..? Måske er jeg bare hysterisk... hypokondrisk... dum?

Jeg er træt af at have ondt, hvor det ikke kan ses... ondt i sjælen, ondt i fødderne... Men ingen synlige sår eller skader.

Træt af det.

------

Hmm. Lang dagbog... rodet dagbog. Nok et meget godt billede af mine tanker lige nu... endeløse og rodede.

Leely