Læs dagbog

Jobsamtale i morgen

En side i dagbogen "Et følelsesliv i smerte og kaos"
Skrevet af leely 23. september 2008 01:50

Kære dagbog

Endnu et dagbogsindlæg skal forfattes her midt om natten... Har nemlig igen vendt rundt på dag og nat... rigtig dårlig vane!

I morgen kl. 13 skal jeg til jobsamtale... ved sgu ikke rigtig, hvad jeg synes... Det skal vel bare overstås... Jeg ved, at de har haft 4 andre til samtale i sidste uge - og jeg er vist den sidste... så chancen for at jeg overhovedet får tilbudt jobbet er jo max 20%. Altså ikke ret stor...

Og HVIS jeg nu får tilbudt jobbet - vil jeg så ha' det? Ja, det vil jeg jo gerne... det lyder såmænd ok, men det er altså ikke et drømmejob. Jeg får næppe nogen faglige udfordringer i jobbet - og det tror jeg, at jeg vil savne. Men det lyder "hyggeligt"... hvis man kan sige det sådan.

Nå, skubber det lige væk... må ta' tingene som de kommer.

Hmm... ved ikke hvad jeg skal skrive. Har ikke lavet noget i dag - nul og en prut.

Er i den grad ved at gå ned i gear, ned i tempo... det sker meget hurtigt, når jeg ikke skal noget. Ud over at jeg var et smut i Kvickly den anden dag, så har jeg ikke set nogen mennesker siden i onsdags... Et gammelt mønster som åbenbart lynhurtigt vender tilbage så snart chancen byder sig... Det var jo ellers blevet brudt og jeg troede ikke, at det sådan bare lige kom igen - men jo, det gør det sgu...

Tænker meget over sådan noget. Jeg vil gerne bryde nogle af de her dårlige mønstre/vaner - men det er altså svært. Jeg har enormt svært ved at gøre noget "bare fordi det er godt for mig"... Hvorfor er det så svært at gøre noget der er godt for mig selv? Jeg forstår det faktisk ikke...

Nå, jeg har vist ikke noget at skrive om... tror bare jeg stopper her.

Leely

Kommentarer fra andre brugere

Kæreste leely

Pøj pøj med samtalen!

Og så ville jeg have skrevet til dig i går, men fik det ikke gjort ... jeg vil bare sige, at jeg godt forstår dig omkring din psykolog. Jeg har det jo på samme måde med min læge. Det er KUN hende, der kan opfylde de behov.

Men søde du - hvis du var en maskine, ville du jo ikke være leely (som jeg holder af, præcis som hun er)! Og du ville ikke ønske børn, for du ville slet ikke have noget at give til et barn så (OG DET HAR DU). Så måske kan det også ind imellem være ok bare at være et menneske med ønsker og behov? Jeg tænker, at hvis du ikke havde behov selv, så ville du måske heller ikke være i stand til at give noget videre, fx til din lille niece? En maskine kan ikke give kærlighed?

Hm, lyder det helt hen i skoven? Håber du forstår, hvad jeg mener. Og jeg forstår dig! Jeg kender din følelse af frustration og håbløshed, for hvorfor er vi så afhængige af vores behandlere. Men ... hvis vi hele livet er blevet mødt med manglende forståelse for vores følelser, for "os", så er der måske ikke noget at sige til, at det tager så lang tid at få dækket de behov nu? Selvom det kan virke som lang tid med 5 år, så tænk på at det er et helt livs behov, der skal opfyldes. Og det behøver ikke tage et helt liv at få det dækket, for vi er voksne nu og kan gøre det hurtigere, men det kan stadigvæk tage lang tid.

Det blev en hel roman!

Og så vil jeg også sige tak for dine søde kommentarer - som jeg altid bliver glad for, og jeg ved, at du altid vil mig mit bedste! Tak!

Stort knus fra jhn

Skrevet af Anonym, 23. september 2008 12:03

Udskriv

Tip en ven