Læs dagbog

Kære dagbog

I dag er ensomheden... kvælende. Den gør ondt - nærmest fysisk ondt... Jeg hader det. Hader når den får magten. Hader den.

Har faktisk sovet hele dagen væk... stod op kl. 15 - var vågen omkring 3 timer og sov så igen 3 timer... virkelig ufatteligt, at jeg kan sove så meget. Det kan sgu ikke være sundt. Men ja, jeg har virkelig været træt hele ugen.

I går var jeg nede og besøge min veninde... hendes lille dreng er rigtig dejlig... det var dejligt at besøge dem og endelig se den lille for første gang. Men det var også hårdt... Først køreturen i myldretrafik... det tog over 2 timer at komme derned. Og ja - så det mere psykiske... jalousien... alle følelserne som kørte rundt inde i mig.

Jeg tror egentlig ikke (med min fornuft) at min veninde forsøgte at vise mig "se hvad jeg har - og hvad du IKKE har"... men det var bare lidt... jeg ved det ikke... ved det bare ikke. Eller - jeg VED godt, at det bare er inden i mig, at der er noget galt... det ved jeg godt. Men det, at jeg ved det, gør ikke, at det gør mindre ondt.

Jeg tror - i bund og grund - at det der sker inden i mig er, at jeg bliver bange for, at det aldrig vil lykkes for mig også at få et barn... og det gør mig dybt og inderligt ulykkelig. Helt og aldeles. Jeg føler, at jeg bliver kvalt... Det gør så frygtelig ondt.

Da jeg kørte hjemad i går aftes - jeg havde kun kørt et kvarter så røg jeg ind på en tankstation og købte slik og chokolade. Jeg var simpelthen NØDT TIL at kvæle følelserne - proppe dem ned i halsen igen - de var lige på vippen til at nå op til overfladen... Så jeg købte slik og chokolade og så ÅD jeg... proppede det ned i halsen så hurtigt som muligt! Puha... ulækkert.

Og ja - i dag - i dag føler jeg mig bare enormt ensom og trist. Føler mig i den grad som den fiasko jeg er.

Tænker meget... på alt muligt... alt muligt negativt.

Tænker på hvor svært jeg har ved (aktivt) at acceptere mine begrænsninger... Har virkelig svært ved at indordne mit liv efter, at jeg ikke kan det samme som andre... svært svært svært. Det er som om... ja, som om jeg selv tror, at hvis jeg bare ta'r mig sammen, så kan jeg klare det samme som alle andre. Jeg tror selv, at jeg bare er doven. Jeg tror ikke på, at jeg er syg og har en begrænset erhvervsevne - og dermed en begrænset evne til at overkomme så meget i hverdagen som "normale" mennesker. Jeg tror ikke - at jeg selv tror på det...

Det giver vist ingen mening... og jeg ved heller ikke om det betyder noget...

Allerede tilbage i folkeskolen havde jeg et prædikat siddende på mig... "Leely er doven". Alle vidste det - alle sagde det. "Leelys motto er dovenskaben længe leve"... Det står endda i min blå bog fra 9. klasse.

Jeg har aldrig kunnet ryste det prædikat af mig... folk mener det stadig om mig... jeg mener det selv... Jeg aner ikke om det er sandt - men jo, det må det jo være, når alle siger det... stadigvæk.

Så hvis jeg i bund og grund bare er doven... hvorfor ta'r jeg mig så ikke sammen og lever et ordentligt liv? Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen????

Suk... er bare så ked og trist i dag... tomheden inden i gør ondt... hvad nu hvis...???

Leely