Læs dagbog

Føler mig hensat til en tid som føles lysår væk. Den tid efter bruddet med Peter hvor jeg søgte efter meningen med det hele. Hører Pink Floyd og Enigma, Tekster med - hvad jeg følte dengang - en stemning og dybere mening, som bare talte til mig. Jeg er slet ikke det sted mere. Meningen med det hele? Fandt jeg den? Ikke rigtig. Det var fordi jeg havde det så elendigt at jeg søgte den. Da jeg fik det bedre, havde jeg ikke behovet for det mere. Så i virkeligheden fandt jeg den måske. Bare ikke så spirituelt og nærmest klarsynet, som jeg troede det skulle være. Meningen er vel at elske, mærke kærligheden i sit hjerte. Om det så er til en mand eller til sine børn, venner, familie. Glæde sig over at være så rask som jeg overhovedet havde drømt om at kunne blive. Meningen er måske at man ikke længere har behov for at finde meningen?

På en eller anden grum måde føler jeg bare det hele er forbi. Alt hvad jeg har søgt efter har jeg opnået. Resten er bare tidsfordriv. Det er ikke nogen rar følelse faktisk. Jeg har altid hadet tidsfordriv. Jeg tror jeg mangler at elske en mand og blive elsket. Og det er dét jeg føler er forbi for mig. Jeg elsker mine børn og børnebørn, men det er ligesom ikke NOK. Savner at elske på en anden måde. Men tror ikke det kommer til at ske. Føler stærkt at det løb er kørt, og det føles bare trist. Jeg skal ligesom være der for mine unger og for mine børnebørn, men måske jeg også har behov for at nogen er der for mig. At jeg kan være svag og nogen kan bære mig. At jeg ikke altid behøver være stærk.