Læs dagbog

Det er efterhånden længe siden at jeg har skrevet sidst og der er skam også sket en del i den grad at jeg ikke har kunnet beskrive eller forklare situationen jeg er i lige for tiden. Mit humør svinger helt vildt pt. og jeg har problemer med at koncentrere mig i for lang tid af gangen. Jeg er tænker uden at vide hvad jeg tænker på. Hjernen kører på højtryk og det er frustrerende. Jeg kan ikke samle mig sammen til at lave noget udover at gemme mig under dynen eller er sammen med nogle mennesker jeg føler mig tryg ved som f.eks mine forældre eller Maria og Heino – og selvfølgelig Morten. Jeg har alt for meget i hovedet. De hopper og danser rundt og der er aldrig nogle klare øjeblikke hvor jeg ved hvad tankerne går ud på. Jeg ved dog at det meste drejer sig om mit problem med min søster Gitte. Et problem som jeg ikke kan ændre på. Et problem som kun kan løses af Gitte – jeg har sendt bolden tilbage, nu er det hendes tur til at give sig. Jeg har været ærlig hele vejen igennem det er hende der har valgt at tolke problemerne på en helt anden måde end jeg havde regnet med. Regnede jo med at hun forstod at når jeg har afmeldt eller sagt fra på en eller anden måde så var det ikke fordi jeg ikke ville men fordi jeg ikke kunne. Hun mener selv og har faktisk også sagt at hun havde meget forståelse for min sygdo9m og hvordan jeg har det – men det er i hvert fald ikke sandt – har jeg erfaret. Jeg er ked af at vi er uvenner men jeg giver mig ikke. Jeg føler at jeg har været rimelig hele vejen igennem. Som sagt bolden er givet videre, nu er det hende som skal melde tilbage. Har faktisk lige hilst på hende og hun virkede kold og ligeglad. Jeg ved ikke hvorfor hun stadig kan være så sur – det begriber jeg simpelthen ikke. Jeg gjorde jo ikke andet end at aflyse 2 fødselsdage da jeg havde det skidt …? Kan man virkelig bærer nag overfor den slags i så lang tid? Burde jeg have været tage til fødselsdagene selvom jeg ikke havde kunnet klare det? Er det mig der er galt på den? Der må være noget som jeg har overset eller har misforstået – eller er det måske Gitte der har misforstået mig? Jeg tænker vist meget på dette med Gitte og føler at jeg svigter eller bliver svigtet af hende. Plus at jeg ser dårlig på mig selv nok i forvejen så nu er jeg dobbelt så ked af det. Jeg havde det skidt nok i forvejen til at jeg kunne bare glemme problemet og gå videre. Det påvirker mig meget. Jeg ønsker jo kun at være søskende og at vi kan omgås uden, der er en kold atmosfære med gemte ord som had, misforståelser og mistillid. Jeg forstår godt at vi nok aldrig får et særlig godt forhold til hinanden men bare at vi kunne enes om at være ordentlig overfor hinanden alle sammen. Det er ikke bare mig der har problemer med Gitte. Mine forældre og Brian fortæller også at de er blevet uvenner på den ene eller den anden måde dog er det blevet lidt bedre med mor og far’s forhold til Gitte og hendes familie. Det er jeg i hvert fald rigtig glad for at de har fået det bedre sammen da det gjorde min mor ked af det og far gemmer sig lidt men jeg ved at han også har det skidt med hendes opførsel. Nu til noget andet… Jeg har taget på. 2 kilo på 2 uger. Jeg er helt lamslået og utrolig ked af det. Jeg vejer snart 110 kilo og jeg er kun 160 høj. Mit BMI er virkelig højt. Jeg vil gerne tabe mig men jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen. Jeg prøver at spise ordentligt og det lykkedes 40% af gangene og det hjælper ikke så meget på vægten når jeg ikke dyrke motion eller bevæger mig særlig meget. Jeg forbrænder ingenting og ønsker kun at gemme mig under dynen – der er der ingen der kan se at jeg er så fed som jeg er. Jeg er bare så klam..Alt hænger ud og alting buler de forkerte steder og jeg kan ikke passe noget af mit tøj længere. Jeg er så ked af at blevet så stor. Jeg kan ikke lide at se hvordan jeg gradvist bliver større og større. Det stopper aldrig og jeg ønsker brændende at tabe mig men jeg kan ikke.. Energien er flad og ikke-eksisterende og det går bare så ondt i hjertet at jeg hele tiden skal passe på at jeg ikke ligner mere og mere en flodhest i for småt tøj. Jeg græder indvendig og føler at det er er ude af min kontrol. Jeg kan ikke formå at have nogen former for kontrol mere. Jeg kæmper med de sidste dråber af selvkontrol og det varer ikke længe før jeg er løbet tør..! Hvad sker der så?.. Bliver jeg helt bims i kasketten? Jeg vil IKKE indlægges igen – aldrig mere. Så skal det være på røde papir.. Jeg nægter at blive kastet rundt i systemet og så blive sendt hjem efter 1 døgn.. Jeg ved ikke hvad jeg ønsker af livet.. Jeg føler ikke at jeg lever rigtig men jeg kan ikke lave om på mit liv. Det var fucked fra starten af og hvorfor skulle det ikke blive ved med at være det.
Jeg er glad for nogle aspekter af mit liv men helheden er for smertefuldt. Jeg ville virkelig ønske at jeg kunne slippe af med nogen af mine gener. Jeg føler de har overtaget mit liv. Der er intet ”Lene” tilbage – der er kun Skizofrenien der er i fokus. Det er det eneste folk ser når de kigger på mig. Mine arme og ben. Ar fra håndleddet til skulderen. Jeg er ked af at jeg har arene men jeg må lære at leve med dem. Jeg har lært at ignorere folks blikke men når de konfrontere mig så bliver jeg helt paf. Jeg læste inde på depnet.dk at en pige havde været i Djurs sommerland og var blevet genet ud af badeland fordi hun havde ar på armene. Det er lige netop det jeg frygter der kan ske med mig. Jeg er bange for at folk misforstår mine ar og tror jeg vil gøre andre ondt.. Den eneste jeg vil gøre ondt er mig selv. Føler ikke at jeg fortjener andet end smerte. Jeg har ikke gjort mig fortjent at skulle have et andet liv end et der er fuld af problemer. Alt andet ville være for mærkelig og har heller ikke fortjent det. Jeg kan ikke leve på andre måder. Jeg må ikke leve på andre måder. Jeg vil gøre mig selv fortræd. Jeg har lyst til at bryde medicinskabet op og æde alle pillerne på en gang. Så ligger mig i sengen og vente på at jeg dør. Måske vil jeg ikke dø men jeg ville gøre skade på mig selv indvendig. Det ville være helt ok. Så må jeg prøve en anden gang med at dø. ”Smerte er min ven” har altid været mit motto og det vil det altid være. Brugte det i nogle bestemte anledninger og især mens jeg skar mig selv eller gjorde andet skade på mig selv.. Jeg modsiger mig selv hele tiden men det er i takt med at jeg skifter mening som vinden blæser. Jeg kan ikke beslutte mig selv for en ting af gangen..
Jeg er i tvivl om jeg har det skidt. Jeg har for mange tanker til at kunne identificere hvad det er der sker indeni mig. Er bange.. Bange for ikke at slå til og gøre folk tilfredse.
Jeg ville gerne være all around dem som jeg elsker men det kan jeg ikke, ligemeget hvad jeg gør. Jeg kan simpelthen ikke håndtere det eller klare det. Min hjerne og min krop siger fra.
Det er skræmmende jeg kan ligefrem mærke at jeg tager på, fra hvert et bid jeg tager af en rugbrød eller en kiks. Kan det passe?