Psykotiske symptomer
Psykiater Morten Birket-Smith
Hvis du lider af en svær depression, kan du få psykotiske symptomer. Ved en psykotisk depression har du også negative tanker. Men dine tanker er blevet urealistiske og svære at forstå for andre, for de har ikke hold i virkeligheden.
Du kan have tanker om, at du er skyld i store ulykker og katastrofer. Du kan også være overbevist om, at du er et dårligt menneske, og du kan føle dig så syndig, at du mener, du fortjener at dø eller en streng straf.
Din appetit og tørst kan blive så nedsat, at det bliver kritisk, og i enkelte tilfælde kan du holde helt op med at spise og drikke. Det er en tilstand, som hurtigt bliver livsfarlig, så du skal indlægges på en psykiatrisk afdeling hurtigst muligt.
Kan blive farligt
Når du har en psykotisk depression, opfatter du virkeligheden urealistisk. Du er ikke fuldt ud i stand til at tage vare på dig selv – og situationen kan blive farlig. Ved en psykotisk depression skal du altid indlægges for at blive beskyttet og behandlet. Bliver situationen kritisk eller farlig skal lægen altid tilkaldes. Lægen vil så sørge for indlæggelse. Hvis det er nødvendigt, kan du blive tvangsindlagt.
Paranoia
Ved en psykotisk depression kan du blive paranoid og føle dig forfulgt. Du kan være overbevist om, at bestemte mennesker eller hemmelige organisationer er ude på at skade eller straffe dig. Du kan tro, at du er et uskyldigt offer. Men ofte bevirker dine depressive tanker, at du mener, du har fortjent at blive forfulgt og straffet.
Hallucinationer
Ved en psykotisk depression kan du også få hallucinationer. Det er ofte stemmer, der taler nedsættende om dig og fortæller dig, at du skal straffes. Stemmerne kan også opfordre dig til at straffe dig selv – måske begå selvmord. Ved en svær depression kan du også få alvorlige selvmordstanker uden at have hallucinationer. Svær depression er derfor en meget alvorlig sygdom, som kræver indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.
Eksempel
Et efterår blev en ældre mand indlagt på en psykiatrisk afdeling med en svær depression. Han var angst, rastløs og havde psykotiske symptomer. Han kunne ikke sidde stille for uro. Hans historie kom noget usammenhængende og var afbrudt af selvbebrejdelser og suk. Her er den:
"Om sommeren opholder vi os det meste af tiden i vores kolonihave. Her dyrker vi grøntsager til eget brug. Vi har et lille hus og et redskabsskur. Vi laver mad på et lille gasblus med flaskegas. I foråret gjorde vi klar til sommeren. Derfor ryddede jeg som sædvanligt op i skuret.
I skuret fandt jeg en gasflaske. Der var stadig en smule gas tilbage. Jeg besluttede, at det var for farligt at have den stående. Jeg tog derfor en skruetrækker og trykkede på ventilen. På den måde slap gassen ud. Bagefter stillede jeg gasflasken tilbage. Senere ville jeg bytte den til en ny.
Sommeren blev varm og tør. Der var vandingsforbud, men vi vandede i smug. Alligevel tørrede jorden ind. Den sprækkede. Porrerne og alle de andre grøntsager visnede. Jeg ved, at tørken skyldes, at jeg lukkede gas ud. Jeg ødelagde ozonlaget.
Ikke alene er mine grøntsager og høsten i Danmark slået fejl. Jeg er også skyld i tørke og hungerkatastrofer ude i verden. Forleden så jeg i en udsendelse om sulten i Afrika. Børn var ved at dø. Det er min skyld, og jeg føler, at jeg ikke længere har ret til at leve."
Heldigvis sørgede mandens hustru for, at han hurtigt blev indlagt og kom i behandling. Han blev behandlet med både elektrochok og medicin og kom sig hurtigt.