Depressivt uhyre
Kathrine, 45 år
Jeg er ramt af depressioner. Dette er min uvidenskabelige beretning fra det virkelige liv. Det er en historie om mig. Om hvordan jeg, og mange andre, oplever et liv med depression. Det handler om mig, som sidder og skriver på DepNet. Det jeg skriver er fortid. Men absolut ikke fiktion.
Det depressive uhyre
Jeg er en af dem, der lever med det depressive uhyre. Det sænker sig over mig og mit ellers positive sind. Uhyret lægger sig tungt på min hverdag. Jeg oplever flere depressioner i mit liv. Jeg mærker nemlig følgerne af den tiltagende mørke tid og de korte dage med sparsomt dagslys. År efter år. Depressionerne begynder ved starten af vinteren.
Vinterdepression
Jeg er næsten lige sluppet ud af vinterens umenneskelige favntag af en slem vinterdepression. Det er de sidste 10 års værste af slagsen. I dag har jeg det fint. Og jeg er glad for at kunne give mit bidrage her på DepNet om et tabubelagt emne: At have og leve med en depression.
Angst
Ingen depression uden angst. Hverdagsangst og panikangst. Og angsten for angsten. Selvopskruende fænomener. De virker som en opadgående og tiltagende spiral. Tilsyneladende uden ende. Depressionen er lammende. I den grad, at jeg er forhindret i at gøre noget ved den.
Et belastet ord
Depression er et belastet ord. Det bruges ofte i flæng af mennesker, som ikke aner, hvad en ægte depression er. "Ih, jeg er så deprimeret i dag. Morgenæggene kogte for længe…" Hvem har ikke hørt det, eller noget der ligner?
Hos psykiateren
Min forhistorie rummer bl.a. at blive efterladt af en psykiater. Det var en oktoberaften efter en halv times konsultation i hans private hjem.
Han opgav mig og sagde, at jeg skulle træne det væk. Prøve at gøre nye ting, skridt for skridt. "Jeg kan ikke", sagde jeg. Det er for smertefuldt.
Til sidst måtte jeg i arrigskab sige til ham: "Prøv at stikke fingeren ind i flammen fra et stearinlys. Lidt af gangen, som du siger. Ja, du trækker den automatisk ud, når det begynder at gøre ondt. Når du oplever den enorme smerte. Det samme gør jeg". "Det kunne man ikke sammenligne", sagde han. En humørsvingende sygdom var noget andet. Det kaldte han det. En humørsvingende sygdom med tilhørende middelsvær til svær demens…!
I dagtimerne var han psykiatrisk overlæge på et stort kendt statshospital. Han opgav mig. Han overlod det til min praktiserende læge at forny recepter på antidepressiv medicin.
Idag vil jeg håbe, det er gået ham godt. Indirekte har jeg meget at takke ham for. Han gav mig også gode stunder. Men mest stof til eftertanke.
Mistanke om demens
Jeg gik hos min læge i næsten seks år. Han nåede at skrive en speciallægeerklæring til pensionsmyndighederne. Her foreslog han, at jeg blev testet for demens. Hans professionelle observation gennem årene gav ham den mistanke. Denne indikation. Han ville dog være sikker i sin sag først. Der skulle en specialist til at dømme endeligt.
Hos psykologen
Jeg blev sendt til et privat hjem hos en psykolog, som til dagligt arbejdede på en psykiatrisk afdeling på et stort hospital i Københavnsområdet. Positiv fritid.
Jeg lavede mønstre med farvede geometriske træfigurer. Prøvede at huske oplæste tekster. Hun tog tid. Dommen var: Middelsvært til svært dement. Intet mindre. Det havde min depression ikke så godt af at få konstateret. Jeg følte snart ikke, der var så meget menneske tilbage. Men så længe jeg ikke havde fået inddraget mit personnummer, var der vel håb! Jeg var kun i trediverne.
Førtidspension
Jeg fik tilkendt mellemste førtidspension i første hug. Her startede med det samme en ødelæggende social deroute. 4-værelses ejerlejlighed til salg i halvandet år med store tab. Herefter privat klubværelse i villa sammen med alkoholikere og narkomaner. 15 mennesker og et toilet. En enkelt tilkalket bruser i vaskekælderen. Senere fik jeg mit eget lille åndehul. En 1-værelses ældrebolig i et belastet kvarter i yderkanten af Frederiksberg.
Nu kunne jeg starte kampen mod min sygdom. Hvis jeg ville. Og hvis jeg kunne. Og hvis jeg orkede.
Alkohol
Jeg tog sagen i egen hånd. Jeg ville bekæmpe min store angst. Mit effektive middel fås i håndkøb: Alkohol! Alkohol virker mod galopperende angst. Bivirkningerne tror jeg, alle kender. Tømmermænd og bondeanger. Ubehag i den store målestok. Men endnu værre: Stærkere angst i perioderne med abstinenser. Den blev dæmpet med mere alkohol, osv. Jeg endte til sidst på et internatophold efter Minnesotamodellen i 1992. Siden da har jeg været fuldstændig ædru.
Kampen mod sygdommen
Depressionen er der stadig. Den prøver jeg at koncentrere mig om nu. Jeg prøver at sætte ord på en ondartet depression.
Det er en ufattelig smertefuld og ydmygende tilstand af afmagt og handlingslammelse. Det absolut værste jeg nogensinde har oplevet. Det berører det totale menneske. Paranoialignende tilstande. Vrangforestillinger, mindreværd og total selvudslettelse. Et diffust sted mellem liv og død. Døden forekommer mest befriende. Sjælesmerte og atter sjælesmerte. Depression æder sjæle op! Spiser sindet, kunne man tilføje. Og knuser resterne...
En zombie
Jeg var ude af stand til at foretage mig noget. Kunne sidde eller ligge i timevis og kigge apatisk ud i luften. Som en zombie. De syge tanker slæber sig af sted. Laver dybe furede spor i sindet. Identitetskrise. Angst og atter angst. Og selvbebrejdelser. Sort. Sort. Sort.
Erkendelsen
Da jeg i sin tid kom glidende ind i min depression, var jeg totalt blottet for sygdomserkendelse. I dag kan jeg se, at jeg længe var på vej ind i den tilintetgørende tilstand - lang tid før jeg kom i behandling. Dengang var jeg overbevist om, at jeg ikke, som alle andre, forstod at leve. Jeg var ikke klog nok til det. Ikke så klog som alle andre. De levede og eksisterede bare. Jeg var dum. Uegnet som mor. Uegnet som menneske. Ikke engang andenrangs. Bare et sjæleplaget misfoster som ingen brød sig om. Inklusiv mig selv…
Det gjorde ondt, Meget, meget ondt. Tomhed. Håbløshed. Uro. Koncentrationsbesvær. Irritation. Ensomheden. Utålmodighed. Længsel. Isolation. Fobier. Svindende intelligens. Følelsen af uretfærdighed. Selvmord. Ude af stand til at læse aviser og bøger. Kunne ikke følge med i en film, hverken i TV eller i biografen. Ville gerne. Men kunne ikke. Hvis jeg skulle overleve det, skulle jeg være lavet af et særligt stof. Det går slet ikke uden gode hjælpere og behandlere. I skal være ekstremt stædige. Jeg skulle frem til det vigtigste af det hele: Sygdomserkendelsen. Og ordentlig professionel behandling.
Forståelse
Vejen var lang og trang. Enhver kan forestille sig, hvilke omkostninger det har haft for mig, men også for mine omgivelser. Jeg oplevede tit "Tag dig sammen!"-syndromet. Bebrejdelser og mistro, skænderier og afmagt. Og igen selvbebrejdelser. Det kræver et godt bagland eller en håndfuld gode og forstående venner. Det fik jeg gudskelov. Resten jeg kendte faldt selv fra. De kunne ikke forstå, hvad der foregik.
Behandlingssystemet
Jeg kunne ikke græde, men jeg kunne eksplodere. Jeg er opdraget til at klare mig selv.
Så kom fasen med afslag på forskellige behandlingssteder. Nej til psykologtilskud. Videre til Værestedet. Varme maskinpanerede institutionsfiskeruller i egen lage. Og narcissismediagnose hos en anden hjemmearbejdende psykolog.
Ny psykiater og medicin
Efter otte måneder på venteliste kom jeg til en ny psykiater. Det ændrede mit liv. I får mig ikke til at sige "lykkepiller". Men den medicin fik mig stabiliseret. Medicinen gør, at jeg lever et næsten normalt liv nu.
Et rigtigt menneskeliv
Jeg er freelancer med egen virksomhed. Jeg kan selv disponere mit arbejde og dosere mine kræfter. Jeg er på revalidering og hårdt arbejde – icenesat af mig selv. Jeg er også telefonrådgiver i Depressionsforeningen. Pensionen har jeg droppet. Elefantbajerne på sengekanten om morgenen er ni år gamle. Solen skinner og livet er pragtfuldt.
Jeg er ikke helbredt. Det bliver jeg nok aldrig. Men jeg kender udemærket min situation. Jeg har lært at leve et værdigt liv med medicin og omhyggelig eftertanke. Men jeg lever også tæt knyttet til en privatpraktiserende psykiater, som følger mine skridt og påhit. Psykiateren er min supervisor.
Vi har sammen bevaret et personnummer. Et rigtigt menneskeliv!