Mennesket er et sært væsen

Heidi

Mennesket er et sært væsen. Dømmer tit og ofte på tomme baggrunde. Har en indre fornemmelse af tingene - vælger at flyde med strømmen. Vælger at tage udgangspunkt i det letteste - skaber sin egne konklusioner - løser problemerne udfra de konklusioner.

Et krigsoffer

Manden har mistet begge sine ben - mistet sin familie. Måske er han blevet tortureret - han står uden noget som helst. Ingen ville kunne sætte sig ind i, hvordan han føler indvendig. Han ville kunne fortælle lange forfærdelige historier - man ville sidde og lytte - med en klump i halsen. Men man ville alligevel ikke kunne forstå. Man var der jo ikke! Men dette er noget håndgribeligt - man tvivler ikke et sekund på, at manden taler sandt. Man kunne ikke drømme om at komme med bedrevidende kommentarer. Manden lider jo - det vidner hans manglende ben jo om!

En ung kvinde

Hun har, siden hun var barn - drømt om at skabe hendes egen lille kernefamilie. Hun prøver at blive gravid - det vil ikke lykkes. Hun begynder at frygte, at der er noget galt med hende. Hun lægger sit liv om - gør alt det, man skal, når man vil være gravid. Lægger alle hendes laster på hylden……nej - hun lægger dem ikke på hylden - hun smider dem langt bort. Og endelig en dag sker miraklet - et lille liv spirer inden i hende.

Graviditeten går som planlagt - hun stråler. Taler om fremtiden - den er rosenrød. En lille buttet baby - kønnere end noget andet.

Barnet bliver født - velskabt - elsket - men ikke som i drømmen. Noget er galt - denne baby er ikke som de andre på barselsgangen. Barnet har et handicap - et handicap som kun vil blive større med tiden. Barnet har et udseende som selv det mest velopdragne barn ville kommentere. Barnet er elsket - forældrene er stolte - men de er også ulykkelige. Har nogle tanker - som de ikke kan dele med nogen. Tanker, som de skammer sig over at tænke.

Stadig ulykkelig

Efter en tid, når de nærmeste familiemedlemmer er kommet sig over chokket, melder hverdagen sig. Den unge mor føler sig alene. Hun elsker sin lille guldklump overalt i verden - men hun er stadig ulykkelig. Når hun en sjælden gang giver udtryk for sine følelser - møder hun skepsis.

"Vær nu glad for det, du har - det kunne jo være meget værre!". "Nu skal du se at komme videre. Vi tænker ikke over, at barnet er handicappet mere. Når det nu skulle være, så er det her da at foretrække."

Kom videre

Dette er ikke så håndgribeligt - barnet lever jo. Det er jo så længe siden, det blev født - nu må moderen da komme videre. Der findes jo så mange andre og endnu mere frygtelige handicaps - og dem har barnet jo ikke fået. Men ingen, der ikke selv har prøvet det - at føde et handicappet barn, kan sætte sig ind i det! Og det beder den unge mor heller ikke om - hun beder blot om en skulder at græde ud ved. Hun elsker hendes barn - men hun trænger bare også til at få nogle af de tanker ud - som plager hende. At betro sig - uden at blive dømt.

Men mennesket har endnu engang draget en konklusion: Barnet lever - det er længe siden efterhånden, at det blev født. Nu skal moderen være taknemmelig for det, hun har - ikke brokke sig. Komme videre med hendes liv. Men det eneste, hun har brug for, er blot at tale om det - hun har ikke brug for nyttesløse "gode råd"

En anden ung kvinde

Det er korrekt, at det efterhånden er lang tid - jeg har haft det dårligt psykisk. Men hvem tror I, ventetiden er sværest for? Jeg ønsker højere end noget andet at komme videre - men jeg mangler kræfter.

Kræfterne får jeg ikke af bedrevidende kommentarer - jeg beder ingen om at være min psykolog eller psykiater. Det hverken kan eller skal I. Men jeg beder om lidt forståelse.

Jeg forstår godt, at det er svært for Jer at stå på sidelinien og se på - forstår godt, at situationen ville være nemmere, hvis det var min ryg i stedet for min sjæl, der er knækket.

Syge tanker

Jeg forstår godt - at det kan blive trættende at høre på, jeg accepterer, at I ikke orker at høre på det hele tiden. Jeg orker det efterhånden heller ikke selv - men jeg har bare intet valg - jeg skal leve dette igennem. Men vil I ikke godt stoppe med "de gode råd" - de skader mig mere end, de gavner. Når I siger til mig - "at jeg skal tage mig sammen" - så føles det som en kæmpe lussing. Det svier - det gør ondt. Sådan en bemærkning får mig til at tro, at I tvivler på mig - sådan en bemærkning kan rent faktisk ødelægge min dag.

I stedet for at sige, at jeg skal tage mig sammen - kunne I ligeså godt sige til mig, at jeg skulle få solen til at holde op med at skinne - at jeg skulle få regnen til at holde op med at falde.

Det kunne I ikke drømme om - men det er faktisk det, I siger til mig - I beder mig om det umulige. Jeg har så mange syge tanker inde i mit hoved - tanker, der konstant fortæller mig, at jeg intet er værd. Jeg har ikke brug for flere umulige krav. For jeg bliver så frustreret over, at der igen er en ting, jeg ikke magter. Så bed mig ikke om at få kloden til at stoppe med at rotere - det er noget, de højere magter styrer. Jeg kan hverken gøre fra eller til. Jeg kan kun vente - prøve at holde hovedet oppe - kæmpe mod de uanede kræfter, der hersker inden i mig.

En psykisk lidelse

En psykisk lidelse er ikke en håndgribelig ting - folk står tit magtesløse - ved ikke, hvad de skal sige. Det er fuldt ud forståeligt - men det er ikke forståeligt at bede den pågældende om at tage sig sammen.

Man beder jo heller ikke en diabetespatient om at tage en plade chokolade. Ligesom man heller ikke stikker en alkoholiker en flaske snaps.

Det er så nemt for folk at give "gode råd" - det er straks sværere for dem "bare at være der". Men hvordan kan det være svært? Jeg forventer ikke et mirakel - forventer ikke, at en god lang snak kan kurere mig.

Betydning

Det er ikke mængden af ord, der betyder noget - men det, der bliver sagt.

"En depression er efterhånden ved at udvikle sig til en folkesygdom"

Ja måske! Men det kunne jo også være, at folk bare er blevet bedre til at søge hjælp. Hvorfor skal vi straffes for det? Og det er da egentlig flot, at så mange efterhånden erkender problemet og søger lægelig hjælp - når man tænker på mange folks indstilling til sygdommen: "Det er et spørgsmål om at tage sig sammen" Måske er jeg lidt for hård nu? - Måske er jeg en smule dobbeltmoralsk - jeg sidder jo selv og dømmer folk! De folk, der ikke kender til problemet - mit (og guderne skal vide, hvor mange andre menneskers) problem.

Gyldig dokumentation

Rigtig mange mennesker - især generationen fra 40'erne og 50'erne - er blevet slidt ned i ryggen og armene af hårdt fabriksarbejde. Mange går på førtidspension - nogle bliver omskolet. Og ingen beder dem om at tage sig sammen - og hvorfor så det? Dårlig ryg og slidgigt? Dette er vel også en folkesygdom? Forskellen ligger i, at disse mennesker har enten blodprøver eller røntgenbilleder til gyldig dokumentation.

Her har vi noget håndgribeligt!

Det håndgribelige

Dette kan folk forholde sig til - her kunne ingen drømme om at bede dem løfte en flyttekasse med bøger. De spørger en anden - for alle ved jo, at tunge løft er skadeligt for en dårlig ryg. Og hvem kunne finde på at bede en invalidepensionist med dårlig ryg om at løfte 30 kg? Hvem ville være interesseret i at være medvirkende til, at personens lidelser blev værre? Ingen! For personen har gyldig dokumentation - det står sort på hvidt - at lidelserne er oprigtige.

Jeg kan ikke stille med et røntgenbillede - ingen blodprøver ville kunne bevise, at jeg rent faktisk også lider. I har kun mine og speciallægernes ord! Har I nogen anelse om, hvor ydmygende og trættende det er at skulle høre de samme bemærkninger i tide og utide? At blive mistænkeliggjort, hvis jeg én dag griner og er glad?

"Kan det nu også passe?"

Tror I vitterlig selv på, at jeg nyder at stå grådkvalt og rystende for 17. gang hos min læge - og vise hende en ubestemmelig knop/knude - som kun kan være ondartet. Tror I selv på, at der er nogen mennesker, der har det godt med at nære en overdreven sygelig angst for sygdomme. At tro på, at "denne gang er det alvor - denne gang dør jeg"? Jeg mener ikke, det er normalt!?

Angstanfald

I de gode gamle dage - der kunne man finde fred i sin seng. I sin lille trygge hule - hvor søvnen afløser frygten. I søvnen, hvor hovedet og sjælen får fred. Ikke engang der, kan jeg vide mig sikker mere.

Og det er ondt! Det er virkelig ondt!

Det er så ondskabsfuldt - at man ikke engang kan gardere sig mod angstanfald i søvnen. Det er så skræmmende, at et angstanfald styres af så stærke kræfter - at det vækker én midt om natten. Der er der, man for alvor indser, at man er den lille i dette "spil". Du kan intet gøre - kun håbe på, at det er hurtigt ovre denne gang. Og selv om man gentagne gange har fået at vide af sin læge - at man ikke dør af dette her - så husker man det ikke, mens det står på. Man føler sig overbevist om, at denne gang siger hjertet stop. Og jo flere af disse tanker man får - jo værre bliver anfaldet.

"Så tænk på noget rart"

Tænk på noget rart

Tror I ikke, at jeg selv er kommet på den fantastiske idé før? Det nytter bare ikke noget. Det er en umulig mission. Det er umuligt at tænke på græssende køer på en grøn eng, når det føles som om, der står en elefant på din brystkasse. Når det føles som om, hjertet banker sig ud gennem ribbenene. Når du mærker frygten for det ukendte - mærker angsten i hver en lille nerve i din krop.

"Du er nok rastløs om dagen derhjemme" Rastløs?? Jeg har ikke tid nok! Syge stemmer fortæller mig, at jeg bor møgbeskidt. Selvom jeg udmærket er klar over, at jeg pudsede vinduer i går - så kan jeg alligevel se skidtet drive ned fra dem. Se støvet hobe sig op overalt. Og jeg kan bare ikke ignorere det - for så er jeg doven. Og doven! Det er det sidste, jeg vil have hængende på mig.

Tvangstanker

Så jeg sætter mig et mål - for det arbejde jeg bare skal nå i dag. Mange gange sikkert et urimeligt højt mål - jeg tror, der er hjemmeservicefirmaer, der ville få stress over min personlige arbejdsplan. Men jeg skal bare nå det - og det gør jeg også som regel. Men bagefter er jeg for træt til at nyde det - og for hver gang stiller jeg højere krav til næste gang. Jeg bliver aldrig tilfreds - der kan ikke blive rent nok. En dag overvejede jeg at leje en damprenser og give hele huset en tur med den - men underligt nok sejrede fornuften. Det gjorde den ikke, da jeg for nok 4. eller 5. gang på en måned vaskede mine stuegardiner. Resultatet: Hvide gardiner - men med efterhånden flossede syninger.

Og så slapper jeg endda af for tiden...når nu sommeren kommer, så skal græsset slåes 2 gange om ugen - mindst. Og på den rigtige led - så der er lige striber, der hvor græsslåmaskinen har kørt. Og endelig huske at rive den bagefter.!!

Ondskaben ud af kroppen

Lyder jeg ironisk??? Tja, måske er jeg bare blevet en lille smule hård. Måske har jeg lyst til at prøve at tage gas på min helbredssituation. Bare for at se om det skulle kunne hjælpe.

Det kan det bare ikke! Når jeg læser, hvad jeg har skrevet - så krymper det inde i mig. Den person har jeg ikke lyst til at være - sådan er jeg ikke "normalt". Men hvilket valg har jeg? Jeg må gennemleve dette - konstant minde mig selv om, at en dag stopper dette. En dag siver al "ondskaben" ud af min krop. En dag bliver jeg mig selv igen! Sker det nogensinde??? Kommer jeg nogensinde gennem dette?

Jeg aner det ikke, og det er det gode ved fremtiden. Den kan du ikke forudsige. Jeg prøver at bevare håbet - og hvis det viser sig, at jeg aldrig kommer igennem dette - så vil jeg hellere finde ud af det hen ad vejen. Lad mig have håbet i fred.

"Lad mig have håbet og tvangstankerne i fred"

Er tvangstanker pjat?

"Tvangstanker? Er det ikke bare noget pjat?"

Hvor tit tror I ikke, at jeg har prøvet at sige det til mig selv? Men hvad nu hvis? Hvad nu hvis jeg en dag ignorerer "kravene"? Og der så sker noget med én af mine kære? Jeg kan forsikre Jer om, at jeg resten af liv ville bebrejde mig selv. At der var sket en ulykke - fordi jeg ikke talte pengene i min pung - fordi jeg ikke sagde min "standardbemærkning" - fordi jeg ikke tjekkede en ekstra gang, om døren var låst.

Det er et helvede at være totalt og aldeles afhængig af "tankerne" Inderst inde ved jeg måske godt, at det er noget pjat. Men jeg stoler åbenbart ikke nok på mig selv - for jeg tør ikke andet end at "adlyde". For hvad nu hvis?

Åben for forslag

At være bange for at falde i søvn - det er frygteligt. Bange for, at når jeg lukker øjnene - så ser jeg mange blinkende tal, der flyver foran mig. Bange for, at de stopper. Bange for at se en dato... "Er det en dødsdato?" Og I kan være sikre på, at jeg husker tallene. Så lever jeg i oprigtig frygt - indtil den næste gang jeg ser et tal eller en dato.

Hvis I kan give mig en rigtig god vejledning i at "tage mig sammen" - én, der garanterer, at jeg slipper ud af dette - så er jeg åben for forslag.

Men indtil da!: Lad mig være i fred - ignorer mig, hvis I ikke ved, hvad I skal sige. Fortæl mig, hvis I føler jer magtesløse.

Men fortæl mig ikke, at jeg skal tage mig sammen.