Fødselsdepression
Klinisk psykolog, ph.d. Karin Førslev
Hos omkring hver 10. kvinde kan tilstanden udvikle sig til egentlige depressioner, som kræver behandling. Hvis man er deprimeret, har man svært ved at tage sig af sit nyfødte barn og udvikle et godt mor-barn-forhold fra starten. Det kan man få dårlig samvittighed over, og det kan være med til at fastholde depressionen. Det er derfor vigtigt hurtigt at komme i behandling for en fødselsdepression.
Ved fødselsdepression er stemningslejet klart sænket, moren græder, er fuld af selvbebrejdelse og angst og kan slet ikke overskue dagligdagen med en lille nyfødt. Depressionen kan blive så dyb, at der er tale om en depressiv psykose, dvs. en egentlig sindssygdom.
Moren vil i sin triste tilstand ikke kunne magte at forholde sig til den nyfødtes reaktioner på en hensigtsmæssig måde. Barnet vil allerede fra starten udsende forskellige signaler, og det reagerer på, hvordan de bliver besvaret af moren. Barnet lærer hurtigt, at hvis det græder, vil moren undersøge, om det er sultent, trænger til ren ble osv. Senere, når barnet får styr på ansigtsmimikken, lærer det, at når det smiler, så reagerer moren med øget interesse.
Hele denne udvikling af mor-barn-forholdet sker intuitivt. Hvis moren er depressiv, magter hun ikke at reagere adækvat, og det er angstprovokerende for barnet, som ikke bliver ført ind i dette samspil og dermed ikke lærer at opnå kontakt. Barnet reagerer med at blive frustreret, og der er stor risiko for, at det til sidst resignerer. Måske ender det med at blive helt apatisk og begynder at mistrives. Den dårlige trivsel ses ikke alene på det psykologiske plan, men også rent fysisk, hvor barnet ikke tager på i vægt og ikke udvikler sig – griber efter ting, smiler, forsøger at holde hovedet osv.
Behandling
Hvis fødselsdepressionen er moderat til svær, må moren indlægges på psykiatrisk afdeling. Samtalebehandling og medicinsk behandling vil ofte være nødvendig. Derudover vil det være vigtigt at skærme moren, fordi risikoen for, at hun begår selvmord, øges på grund af voldsomme selvbebrejdelser.
Barnet kan også være i fare, idet moren, hvis hun er depressiv psykotisk, kan få vrangforestillinger, fx at det bedste ville være, hvis både hun selv og barnet forsvandt.
I en periode for år tilbage blev barnet indlagt sammen med moren. Man troede, at det var det bedste, specielt for moren. I dag ved man, at dette ikke er det bedste, hverken for mor eller barn. Moren er så syg, at hun har rigeligt at gøre med at overskue sin egen situation. Barnet kan ikke magte samvær med en mor, som er så syg, at hun ikke kan drage omsorg for sit barn, besvare barnets reaktioner adækvat. På en psykiatrisk afdeling er der hyppigt så uroligt, at det ikke er godt for barnet. Selvom man forsøgte at tilknytte nogle bestemte sygeplejersker til det raske barn, var situationen ikke hensigtsmæssigt, idet barnet skulle forholde sig til alt for mange forskellige mennesker.